Dublin har musik i luften

Dublin er en storby, jeg kender som ”min egen lomme”. Storby er lidt meget sagt, for den er ikke stor på den uoverskuelige måde. Og nå ja, jeg kender især den centrale del syd og lidt nord for floden Liffey. Den skærer tværs gennem byen, som størrelsen til trods har rigeligt med trafik og mange mennesker i gaderne.

Men man føler sig tæt på det meste, og det er naturligt at gå fra sted til sted – og måske uden mål og med. For mens man slentrer afsted i en by, kan man opleve en masse. Det har de fleste turister nok konstateret, når ellers ikke næsen er begravet i et bykort eller i en mobil med kort og GPS.

Man ser og oplever ting, man slet ikke havde tænkt på eller anet eksistensen af. En spændende butik, en dejlig park, interessante personager, et ukendt museum, en god pub. Man sætter sig her og der, når man har lyst og skal ikke nå noget specielt. Alligevel kan man en masse.

Jeg oplever stemningen i Dublin som ustresset, selv om det muligvis er noget, jeg foregøgler mig selv. Men der er musik i luften, og så kan det ikke være helt galt. Der er generelt en yngre befolkning, og irerne har en tilgang til livet, der kredser om at have det sjovt: ”How’s the craic”, spørger de og gør klar til at give den gas. Der synes at være en dynamik, der ligesom musikken ligger og svæver i luften omkring én – uden at det bare bliver en lalleglad omgang, for livet er også noget, der skal diskuteres.

To gode musikfilm

Musikken er der også helt fysisk. Ikke mindst i gågaden Grafton Street møder man hver dag mange ”buskere” – altså musikere, som spiller på gaden og håber på penge i guitarkassen, hatten eller papkassen fra de mange, der stimler sammen.

Det kan være en enkelt guitarist, der ’går på arbejde ’ her hver dag eller en hel kvartet, en fløjtenist eller folk med alle mulige andre instrumenter. Nok ser man gademusikere i alle større byer nu, men her er forskellen – eller er jeg bare nostalgisk? – at det i høj grad er dygtige, ’rigtige’ musikere, der tjener til føden.

Som man f. eks. så det i den dejlige film ”Once” fra 2008, hvor guitaristen Glen Hansard spiller på Grafton Street. Han var den søde krøltop i filmen om et dublinsk soulband i en anden af mine yndlingsfilm, ”The Commitments” fra 1991, som mange givetvis husker.

Han vandt i øvrigt fortjent sammen med sin medspiller i filmen, Markéta Irglova, en Oscar for årets bedste filmmusik. Hvor glædeligt at denne lille indiefilms musik vandt over en række velkendte filmkomponister det år og har levet af musikken i mange år. I disse år har han fået stor anerkendelse.

Turistmagnet

Et andet sted fyldt med musik er det berygtede Temple Bar, som i de seneste snart mange år har været centrum for byens natteliv, men kalder sig Dublins kreative kvarter. Det er det måske også, men kommercielt er også et dækkende ord. Temple Bar er fyldt med turister, men de lokale kan også kan finde på at hænge ud i Temple Bars mange pubber, cafeer og restauranter. Men der er dyrere end andre steder.

De fleste pubber kører løs med ’sessions’/live traditionel irsk folkemusik hver eftermiddag og aften, og det kan være rigtig god musik & fis (!). Men det er lidt af en turistmagnet med alt, hvad det kan betyde.

Egentlig er området langs Liffey mest charmerende i dagtimerne, hvis man da ikke er rejst til Dublin for at feste hjernen ud. Der er mange interessante butikker, kunst, gallerier og ikke mindst Claddagh Records. En perle af en plade/CD-forretning, som i mange år har specialiseret sig i sælge den irske traditionelle og nutidige folkemusik.

Du kan du købe musik med alle de mange betydelige solister og bands, som har præget irsk musik i de seneste fire-fem årtier. Den musik har inspireret mange unge nutidige musikere, også dem fra rockens verden.

Pubberne

Man skal unde sig selv også at gå på pub – med eller uden musik og Guinness-drikker eller ej. De findes over det hele – Dublin har vist 1000 pubber. Find dem i side- og parallelgaderne til Grafton Street, f.eks. Wicklow St., Exchequer St., Anne St., Duke St. og de fleste andre.

Gå også op forbi byens dejlige, grønne oase, parken St. Stephens’ Green, forbi det stilige Shelbourne Hotel med The Horsehoe Bar og/eller afternoon tea 200 meter videre til den legendariske pub O’Donoghues i Baggott Street. Her er ofte mere eller mindre improviseret session, selv om en af de faste desværre gik bort for kort tid siden. Stedet er kendt som det sted, hvor The Dubliners startede tilbage i 1960’erne.

 

 

Eller gå i en helt anden retning, kryds Liffey over broen til hovedpulsåren O’Connell Street, men drej straks til venstre og gå ud til Smithfield Village. Du kan også hoppe på en af de to sporvognslinjer (LUAS hedder de). Den kører meget tæt på den i musikkredse berømte pub The Cobblestone, hvor man oplever det, man kan fristes til at kalde ægte sessions og lokal pubatmosfære uden dikkedarer, som mange pubber heldigvis har endnu.

Det samme i Hughes’ , der ligge lige om hjørnet. Langs Liffey er det oplagt at benytte de fine træpromenader helt nede langs vandet, som har været der nogle år nu.

Tilbage over floden støder du på Trinity College, hvor du inde bag porten kommer dig væk fra den larmende trafik og i stedet oplever et stort universitetsområde. I The Long Hall kan du se den legendariske Book of Kells fra det 9. århundrede (og mere end 300.00 andre bøger). Gå bagefter en tur ned ad Nassau Street med gode og spændende forretninger, så når også på et tidspunkt til den georgianske del af byen med de berømte Dublin-døre i flotte farver, bl.a. omkring Merrion Square og Fitzwilliam Square.

Husk med passende mellemrum at udforske nogle af de mange gode pubber og betragt det som kulturelle studier. Ligesom musikken, bl.a. de mange (jam) sessions med traditionel irsk musik (og andet). Den populære ”Whiskey In The Jar” er festlig, men irsk musik er meget andet.

10 meget forskellige ting at opleve i Dublin:

  1. IMMA, Irish Museum of Modern Art.
  2. Musikstedet Vicar Street med mange store irske og internationale navne, svarer til Vega i København.
  3. The Little Museum of Dublin på St. Stephen’s Green over for parken af samme navn, der fortæller Dublins historie i 1900-tallet med ting doneret af kendte og ukendte. Åbnede i 2011.
  4. Prøv Historic Walking Tours of Dublin med Tommy Graham.
  5. The Irish Whiskey Museum, der fortæller historien om – ja, gæt.
  6. Besøg Dublin Castle i Dame Street med historiske fakta om byen og dens status som hovedstad, ligesom City Hall byder på en multimediepræsentation.
  7. Ikke langt fra selve centrum ligger den store Phoenix Park. Her ligger den irske præsidents bolig, men også en dejlig zoologisk have. Lige noget for børn.
  8. Spisested: Jeg er vild med Elephant & Castle i Temple Bar, der serverer verdens bedste chicken wings. Kyllingevingerne svømmer i den mest himmelske dressing, og de har masser af kød på.
  9. Dublin Literary Pub Crawl. Men lad nu være med at skulle kravle hjem.
  10. Viking Splash Tours: Se byen fra et amfibiekøretøj, der altså både kan køre og sejle. Du ser Dublin fra land og vand. Turen varer en time og et kvarter, og det er sjovt.

Park i Dublin

Bonusinfo

Både SAS, Norwegian og Ryanair flyver til Dublin fra København og andre danske lufthavne, ofte til meget billige penge. Husk det kun er SAS, der ikke tager ekstra for bagagen.

Læs mere her: visitdublin.com og visitireland.com.

Skriv her