Hamborg: All that jazz mellem kraner og fragtskibe

Elbjazz

Har du aldrig været i Hamborg, så er det måske nu – især hvis du holder af jazz! Her den 1. og 2. juni afholdes den internationale festival ELBJAZZ 2018 med hele 60 koncerter at vælge imellem. Det groover og syder, forlyder det, når jazzen går i gang i den nordtyske hansestad og spændende by, Hamborg. I anledning af festivalen er butikkerne i indre by åbne søndag fra kl. 13 til 18.

Elbjazz foregår for 9. gang, og blandingen af veletablerede og lovende nye navne plejer at tiltrække mange til de unikke kulisser omkring Elben. Her er havnekraner og store fragtskibe og en masse leben, som der oftest er omkring havne og floder. Det er jazznavne som Kasami Washington, Kat Frankie, Gogo Penguin, Nils Landgren, Funk Unit, Tony Allen, Matt Andersen og mange flere, der spiller.

Hamborg

Indrømmet: Ikke navne, der siger mig selv så meget, for ”jazz ain’t really my thing”. Men Elbjazz definerer jazzen bredt, så det ikke kun er for de inkarnerede entusiaster, men også for turister og nysgerrige musikelskere i det hele taget. Blandt spillestederne er Hamborgs spektakulære koncerthus Elbphilharmonien, som efter ret mange år endelig stod færdig i januar 2017 – og er superflot.

Scenerne grupperer sig omkring to centrale spillesteder. På den ene side HafenCity med Elbphilharmoniens store og lille sal, friluftsscenen HfMT Young Talent, St. Katharine-kirken og m/s Stubnitz i Baakenhafen. På den anden side tre scener på det store værftsområde Blom +Voss med to open air-scener og NDR Info Radio Stage i skibsbyggerhallen. Man kan blive sejlet med motorbåd til og fra de forskellige scener med i alt 60 koncerter.

Hele programmet findes på Elbjazz.de.

Elbjazz 2018, foto af saxofon

Hamborgs turistorganisation har et godt tilbud med to overnatninger inkl. morgenmad på det 4-stjernede Hotel Europäischer Hof, en festivalbillet (gælder i 2 dage) og mere endnu. Det kan bookes HER eller på telefon +49 (0)40 30051 720.

Læs også

Kagekalas – et sønderjysk sukkertrip 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *