Mecklenburg-Vorpommern har Tysklands egen riviera

Efter mit andet besøg har jeg stadig masser af lyst til at opleve mere af den nordøstligste Mecklenburg-Vorpommern delstat i Tyskland. Den har masser at tilbyde på både korte smutture og lange ferier, og især naturen er delstatens helt store attraktion med skove, strande, søer og floder.

Delstaten kaldes bare MeckPomm eller MV i daglig tale. Det er den sjettestørste tyske delstat med 1,7 millioner indbyggere. Meck-Pomm tiltrækker mange turister, ikke mindst tyskerne selv, som ikke er forvænt med strande inden for egne grænser. Men her er lang kystlinje til Østersøen.

Traditionen for bade- og strandliv er mere end 200 år gammel. Turistfolkene arbejdet målrettet med også at åbne øjnene på alle os andre, og ”den tyske riviera”, som de kalder den, er faktisk meget fristende. Dog uden samme solgaranti som den sydfranske af slagsen, men med mange soltimer og mildt klima.

Varieret natur

Ud over de hyggelige badebyer med fine strande Har Meck-Pomm masser af anden natur som skove, over 2000 søer, et netværk af floder og åer foruden godser, slotte, historie og kultur. Det er især denne vidunderlige natur, som pirrer min lyst til at komme igen, så jeg satser på flere gensyn med Mecklenburg-Vorpommer.

Helt fortryllende er den 45 kilometer lange halvø (der egentlig er tre forbundet med broer), Fischland-Darss-Zingst, og den 800 kvadratkilometer store nationalpark, ”Vorpommersche Boddenlandschaft”. Det er det største fredede område ved Østersøen med klitter, klinter, kystlaguner, øer, holme, Rügens vestkyst og strandsøer.

’Bodden’ er de flade bugter, som er adskilt fra havet, hvor saltvand og ferskvand blandes. Her kan man tage på udflugt i de meget specielle både. Nationalparken med det lave vand og unikke kystfauna er rasteplads for titusinder af traner og gæs på vej syd- eller nordover.

Kitesurfing og kunstnerkoloni

På den 45 km lange halvø Fischland-Darss-Zingst har du rig mulighed for en anderledes ferie med denne storslåede natur som omdrejningspunkt. Udover hoteller og mindre pensioner kan du leje dig ind i de smukke stråtækte huse, der kan være gamle, restaurerede eller nye.

Mange af dem ligger ved eller i kort afstand til vandet. En af de seks landsbyer her er Ahrenshoop, et helt kitesurferparadis på grund af de store, vilde bølger. Her er enormt kønt med havet, skoven, husene – og det afslappede liv. Nyd vandet, tag en cykeltur eller gå i fred og ro. Området og hele Mecklenburg-Vorpommern bejler til mange slags ferierende.

euroArt og fotokunst

Naturelskere, fiskeinteresserede, ornitologer, biologer, wellness- og livsnydere i det hele taget – og er vi ikke alle det? Men her er også kunst. Ahrenshoops indbyggere har selv samlet penge sammen til deres kunstmuseum, som de fik åbnet i august 2013. Landsbyen var nemlig allerede fra starten af 1800-tallet del af en bevægelse.

For kunstnere rundt i Europa forlod deres atelierer og i byerne og skabte kunstnerkolonier i landlige omgivelser. Mange af disse har stadig store kunstsamlinger og er med i organisationen, etableret i 1994, euroArt. Det er bl.a. landsbyen Worpeswede nær Bremen – og vores eget Skagen.

En anden slags billedkunst er blevet noget ganske særligt for byen Zingst. Fra 16. til 24. maj 2020 finder “Horizons Zingst – The Environmental Photo Festival” sted for 13. gang. Festivalen fokuserer på et miljøemne hvert år – og det kan fortolkes frit, frejdigt, flot og fantasifuldt. Zingst markedsfører sig på denne unikke festival og adskiller sig med den fra mange andre destinationer.

Miljø og glæde

På tysk hedder festivalen “Umweltfotofestival” – festival for vores omverden, som det jo handler om. Med stærke billeder, der kan udvide vores horisonter, kan fotos inspirere os alle til at gøre verden til et bedre sted at leve i. Og det er absolut nødvendigt, har det vist sig endnu mere i bare de seneste par år.

Men selvfølgelig handler festivalen også om at fejre glæden ved fotografering og fotografier. Overalt i byen kan man se fantastiske fotos – 100 fotografer, udstillinger, workshops og over 40.000 publikummer hvert år. Festivalen gør Mecklenburg-Vorpommern, Meck-Pomm endnu mere attraktiv.

Kurbad og kultur

Lad mig slutte med et smut til Ostseebad Kühlungsborn, kystens største kurby med Tysklands længste og brede strand på seks kilometer. I den ene retning går promenaden ind til marina, bycentrum og butikker og i den anden til bl.a. Kühlungsborn Kunsthalle med skiftende udstillinger hen over året. Kunsthallen giver lige det gode kulturelle input midt i afslappetheden.

Man kan også gå ad Ostseeallee under træernes skygge, hvor der inde i skoven er indrettet et klatre-og-bruge-kroppen-land for større børn og voksne. Både skov og strand indbyder til gåture og cykling, når man har siddet længe nok i en af de typisk tyske strandkurve. Eller man kan tage på sejltur fra marinaen. Blandt de mange restauranter nød jeg Villa Astoria, der også er Gasthaus og byder på det moderne køkken.

Alle badebyerne har status som kurbyer og opkræver derfor kurskat pr. gæst. Den betales på stedet, og størrelsen varierer lidt. Det er ikke mange penge, men regn alligevel med beløbet oveni. Denne skat skæpper rigtig godt i kommunekasserne.

One Reply to “Mecklenburg-Vorpommern har Tysklands egen riviera”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *