• Kagekalas
    Skandinavien

    Kagekalas – et sønderjysk sukkertrip

    Kagerne – de bløde, de tørre og de hårde – er i centrum, men faktisk hedder fænomenet ”Det sønderjyske kaffebord”. Men jo, det er kager og cookies, der falder i øjnene.

    Den gamle sønderjyske tradition, der tidligere blev kaldt kagekalas, holdes i hævd på kroer rundt omkring i landsdelen, hvor man så for en gangs skyld kan kaste kaloriehæmningerne af sig og give den fuld kageskrue. Fristende ser det jo ud, og tager man det helt roligt og kommer på tom mave, er der chance for at få smagt en del.

    Så skulle du være i Sønderjylland netop nu eller senere så giv da den søde tand lov og smovs! Man har vel lov at levne lidt af dem, som ser bedre ud, end de smager, og drik rigeligt kaffe, te eller kakao til. De fleste serverer også kolde drikke og måske lidt frugt.

    Kagekalas, sønderjysk kaffebord

    10 af de bløde og 11 af de hårde. Eller syv bløde, syv tørre og syv hårde (småkager). Og nogle ’nøjes med’ 14. Sikkert er det, at du ikke går sulten fra ’kaffebordet’. Man lægger ud med det bløde som boller med smør, kringle, æblekage, rugbrødslagkage – og andre lækre lagkager. Til de tørre eller ’magre’ hører citronmåne, sandkage og riskage.

    Denne ikke-kyndige kagespiser kan ikke helt placere kiksekagen, som jeg dog husker som meget fed. Uanset så skal der være hindbærsnitter og diverse småkager som afslutning, f.eks. den ternede sønderjyske. Der er utallige variationer på de sønderjyske kaffeborde, og det er bare med at have en open mind. Og mund. Men hvad er det med alle de kager i Sønderjylland?

    Sønderjysk kage

    Kagekalas begyndte i slutningen af 1800-tallet, hvor der blev opført mange forsamlingshuse i Nordslesvig, som Sønderjylland hed, fordi tyskerne havde snuppet det fra os i 1864. Her kunne de dansksindede dyrke og styrke fællesskabet på dansk, som ellers var forbudt. Husene var en torn i øjet på tyskerne, så spiritusbevilling kunne der ikke blive tale om, og der var ikke køkkener.

    Derfor medbragte husmødrene kaffe og kager, og selvfølgelig gik der konkurrence i at komme med bedste og mest overdådige kager. Det skabte en enorm variation og overflod, og på den måde blev traditionen med de mange slags kager skabt. Ofte var der foredragsholdere, og der måtte ikke snakkes undervejs, så man kunne lige så godt spise af overflødighedshornet imens.

    Om der evt. var lidt medbragt alkohol under bordet, melder historien ikke noget om. Men det kunne da nok få lidt flere kager til at glide ned.

    Læs mere om Sønderjylland her

    Visit Sønderjylland

    Sonderjylland.dk

    Indlæg om Tivolis nye madmekka

    Nu er Tivoli Hjørnet og den nye food hall åben 

     

  • Washington DC - Capitol Hill
    USA

    Washington DC: Lille storby med masser af atmosfære

    En kort visit i den amerikanske hovedstad Washington DC fortæller mig tydeligt, at den her by må jeg tilbage til. DC er ikke kæmpestor og uoverskuelig. Jeg føler mig godt tilpas, og en vis herre i et hvidt hus skal ikke skygge for oplevelsen. DC føles rigtig cool.

    Washington er fyldt med monumenter og statelige bygninger, forskellige kvarterer og stemninger, fancy shopping og cool barer.  Jeg kunne udforske denne by i ugevis.  Jeg har tilfældigvis valgt Hotel JW Merriott i  Penn Quarter kun få minutter fra Det hvide Hus.  Meget stylish og centralt.

    Det ligger tæt på W Hotel, som har en super cocktailbar på tagterrassen, og det samme har mange andre hoteller og bygninger. Politisirenerne lyder ofte, uden at man lige kan se den ringeste grund til det. Spiller politiet mest med musklerne for at synliggøre, at lovens lange arm altid er til stede?

    Jeg følte mig ganske tryg, også om aftenen, med masser af mennesker på fortovene, fyldte restauranter, sportsbarer og klubber, teatre og i det hele taget et livligt gade- og gå i byen-liv. Businessmænd og -kvinder, topsmarte damer og flotte fyre i alle hudfarver til mennesker fylder fortovene på vej til og fra, ligesom det samtidig er åbenlyst, at alle ikke er en del af ”det gode liv” i den amerikanske hovedstad. Det er folk med deres få ejendele i slidte plasticposer.

    Ben's Chili Bowl

    I Shaw-kvarteret er et af samlingspunkterne Ben’s Chili Bowl, som til næste efterår kan fejre 60 års jubilæum.  Stedet er kendt for sine gode chili-hotdogs, chiliburgers og mere af den skuffe, men har også sin særlige status af mere politiske grunde. Under de mange raceoptøjer i kampen for ligestilling mellem sorte og hvide i 1960’erne, holdt ejerne Ben og Virginia Ali åbent hele tiden, mens mange andre steder i og omkring U Street lukkede midlertidigt eller for evigt.

    Parret støttede og gav ly til de sorte aktivister og gjorde dermed Ben’s Chili Bowl til et helle midt i disse turbulente år. Allerede fra starten kom mange sorte berømtheder her, folk som Duke Ellington, Ella Fitzgerald og Nat King Cole, ligesom Martin Luther King var en jævnlig gæst.

    Shaw var i  1970’erne og 80’erne præget af fattigdom og af narkotika, og folk flygtede fra området. Men Ben’s  Chili Bowl blev, også mens et årelangt metrobyggeri var til stor gene for hele kvarteret.  Til gengæld gav den nye metrostation et socialt løft, ligesom drugs og kriminaliteten faldt.

    Jeg mødte den gamle dame, Virginia Ali, uden for restauranten sammen med sønnen Nizam, som sammen med sin bror Kamal driver Ben’s i 1213 U Street NW og flere filialer rundt omkring. De er flinke folk, som har modtaget flere priser for deres sociale arbejde gennem tiderne. Gyden ved siden af har fået navn efter Virginias mand, Ben Ali’s Alley, og har nye vægmalerier af bl.a. Barack & Michelle Obama og Prince.

    Der serveres ikke alkohol til chilipølserne og burgerne, men til gengæld anbefaler de gerne den lidt dyrere restaurant inde ved siden af, hvor man kan få samme menu plus andre retter med det hele til. Den ejer familien Ali også, og dem hedder smart nok Ben’s Next Door. Shaw er gået fra at være nedslidt og fattigt til nu at være et af DC’s hippe steder.

    Man behøver aldrig at gå rundt og være sulten. For der er food trucks med mad af alle mulige slags mange steder i byen.
    Washington DC AA Museum
    Man ser Washington Monument fra mange steder i byen. Her ses National Museum of African American History and Culture.

    Washington DC lever i den grad op til det slogan, der bruges om byen: DC Cool – jeg lod mig i al fald virkelig gribe af atmosfæren og dynamikken, af både historien og den moderne nutid, af attraktionerne og det lækre liv, men også af det multikulturelle samfund og forskellige bydele. DC er ikke som andre amerikanske storbyer meget præget af skyskrabere, men minder mere om europæiske byer.

    De brede, snorlige avenuer og gader præger ikke mindst Penn Quarter, hvor man også finder Chinatown, og Downtown, og systemet gør det let at finde rundt. På hvert gadehjørne viser tydelige skilte, hvilke 100 numre der er på den næste blok (f.eks. 800-900, som ikke er usædvanligt), og om man er i f.eks. den nordvestlige ende (NW) af en lang avenue. Man ved dermed altid, cirka hvor langt man har til sit mål.

    Men ellers kan man selvfølgelig tage bus eller bruge DC’s metro, hvis seks linjer når godt rundt. På grund af den fugtige undergrund ved Potomac-floden går metroen dog ikke helt til Georgetown, som ellers er en bydel, man bør se, for det er sådan et lidt lækkert område med restauranter, eksklusiv shopping og hyggeligt bare at drysse rundt.

    Metroen går så langt som til Rosslyn eller Foggy Bottom-GW og fortsætte til fods godt halvanden kilometer. Man kan også stå af ved Dupont, som er et livligt og spændende kvarter i sig selv. Men tag turen til det fine Georgetown, hvor mange berømtheder har boet (f.eks. John F. Kennedy, da han blev indsat som præsident), og en hel dag her, inklusive afslapning på Georgetown Waterfront, er ikke spor for meget

    Et absolut DC-must er naturligvis The National Mall.  Her kan man mærke den amerikanske histories vingesus i luften. Området, der er kategoriseret som nationalpark, er kendt fra utallige film og tv-serier og fra Martin Luther Kings ”I have a dream”-tale, som han holdt på trapperne til Lincoln Memorial d. 28. august 1963 med udsigt til det aflange bassin, The Reflecting Pool.

    Washington DC Segway

    The National Mall er den ca. tre kilometer lange og 600 meter brede strækning fra U.S. Capitol i øst til Lincoln Memorial i vest. Capitol er hovedsæde for USA’s lovgivende forsamling, kongressen , med de to kamre: Senatet med 100 medlemmer og Repræsentanternes Hus med 435 medlemmer. Ikke langt fra det imponerende Lincoln Monument ligger Det hvide Hus på 1600 Pennsylvania Avenue.

    Nogenlunde i midten af parken står den ikoniske 169 meter høje obelisk, som er Washington Monument. Det er et af byens vartegn, som ofte dukker op i synsfeltet fra forskellige vinkler. Langs The Mall ligger en lang række berømte bygninger og museer, bl.a. The Smithsonian Air & Space Museum og Smithsonian Castle. Det er et vigtigt sted for alle amerikanere og rammen om mange store begivenheder, ikke mindst nationaldagen 4. juli.

    Hvad jeg ikke havde tænkt over før, er, at det samtidig bare en park, hvor indbyggerne går tur, hygger sig, jogger, soler sig eller fordyber sig i en bog træerne skygge ude i siderne. Familier er på skovtur, børnene leger, og ingen tænker lige nu på, at historien også hviler over dette sted, ligesom nutiden, præsidenten og regeringen. Hele scenariet føltes både lidt ”awesome” (sejt, fedt) og hyggeligt dansk.

    Kvarteret oppe omkring Capitol Hill er ekstremt populært at bo i og givetvis ret dyrt.  Lige så kvarteret med hyggelige, gamle rækkehuse, Eastern Market, der har alt, hvad hjertet begærer i gode råvarer og mere bazaragtigt loppemarked i weekender. Kvarteret Barracks Row ligger omkring 8. gade SE (sydøst) og er foodies paradis mh.t indkøb, restauranter og barer.

    Washington DC er en by, der har det hele. Noget så cool. Læs mere HER.

    Tag en tur på det spændende Newseum. Det er et interaktivt museum i syv etager om ytringsfrihed, journalistik med mere. Man kan bl.a. se flere dele af Berlinmuren og eksempelvis en udstilling om 9/11.

    Sådan kommer du til Washington DC

    Mange flyselskaber flyver til Washington DC. Jeg rejste med Icelandair, som har mange ruter til USA. Man flyver via Island med et kort stop i Keflavik lufthavn i Reykjavik. Her er man efter tre timers flyvning og kan så fortsætte i et meget komfortabelt fly. Herfra tager det godt seks timer til Washington.

    Men hvorfor ikke slå to fluer med et smæk og benytte sig af Icelandairs svimlende gode tilbud. Flybilletten giver nemlig mulighed for at blive i Island i helt op til syv nætter uden ekstra billetomkostninger, og det kan ske på enten ud- eller hjemrejsen. Det er en fin lejlighed til at se nærmere på et af verdens for tiden hotteste rejsemål Reykjavik og måske endda  udforske landets storslåede natur. Man kan gøre det ved at “konvertere” sit boarding pass til Icelandair Stopover Pass.

  • Julemarked i Wolfenbüttel Foto: Stefanie Angel
    Europa

    Masser af julestemning i Niedersachens 9 byer

    Tyskland bugner af julemarkeder, og mange er klar til start i løbet af de næste 14 dage. Også i Niedersachsen, hvor bl.a. ”9 byer” åbner hvert sit julehygge-marked fra d. 27. november og i de følgende dage. De fleste fortsætter til lidt efter jul.

    Markederne ligger i hhv. Braunschweig, Celle, Göttingen, Goslar, Hameln, Hannover, Hildesheim, Lüneburg og Wolfenbüttel, og her kan man finde alverdens julehalløj af både pyntelig og spiselig karakter, lokalt kunsthåndværk til dig selv eller som julegaver og ikke mindst både historisk og hyggelig atmosfære med gamle bindingsværkshuse, barokfacader og gotiske gavle.

    Alle de her byer ligger i delstaten Niedersachsen i det midterste Tyskland, som hvert år gør sig stor umage med at lægge op til en sød juletid. Fra slutnovember skrues der op for gløgg- og glühweingryderne, pølser, honningkager, pretzler og mange andre lækkerier gøres klar, og lyskæder og udsmykkede boder (og måske sne) gør marked og gaderne omkring festlige at færdes i for de mange, der glæder sig til årets højtid.

    Julemarked i Goslar, 'Niedersachsen', en af de 9 byer. Foto: Marketing GmbH/ Kotyrba
    Julemarked i Goslar. Foto: Marketing GmbH/ Kotyrba

    Delstatens hovedby Hannover har det største julemarked med næsten 200 boder, og i Lüneburg kan man i år se Europas største adventskrans (“Wichernkranz”), som stråler oppe fra vandtårnet. På markedet foran rådhuset spilles der dagligt stemningsfuld musik. Braunschweig indbyder de besøgende til at drikke julegløggen på lyspyntede tømmerflåder ved voldgraven.

    I Celle, Göttingen, Hameln og det idylliske Goslar, som er på Unescos verdensarvsliste, kan stemningen bedst beskrives som fredfyldt og nostalgisk. I Wolfenbüttel byder de på fem temagårde med 21 eventyrmontrer, som er udarbejdet ned i de mindste detaljer, og i universitetsbyen Göttingen sætter man pris på ikke mindst et krus gløggøl (!) til de voksne. Hildesheim kan prale af at have Niedersachsens højeste kirketårn med flot udsigt.

    Udover disse ni julemarkeder forvandler bilbyen Wolfsburg og dens temapark sig fra 1. december til ét stort julelandskab, hvor et højdepunkt er den 6.000 kvadratmeter store skøjtebane. Når der ellers ikke er et isshow i gang, så har besøgende adgang. Og der er åbent helt frem til 7. januar. Der laves ikke biler i denne ’Autostadt’ mere, men det var her, VW, Volkswagen eller Folkevognen/Boblen blev produceret fra 1938 og frem til 1978. Den gamle fabrik ligger der endnu, og der er naturligvis VW-museum.

    Wolfsburg er ikke en af ”De 9 byer”, men er med på sidelinjen i den fælles promotion for de nordlige byer.

    Link: 9 Staedte

    Lüneburg, Niedersachsen: Europas største adventskrans. Foto: Lüneburg Marketing GmbH
    Lüneburg: Europas største adventskrans. Foto: Lüneburg Marketing GmbH
  • Skandinavien

    Så åbner Tivoli Hjørnet og den fristende Food Hall

    Fredag d. 17. november åbner Tivoli officielt sit nye og indbydende madtempel, Food Hall, som med sine 15 madstader er hjertet i det helt nybyggede Tivoli Hjørnet. Den nye bygning tilføjer desuden 21 værelser til Nimb Hotel og huser restauranterne Vapiano og Sticks’n’Sushi, Espresso House og en afdeling af designhøjborgen Illums Bolighus. Det ligger i kortene, at København har fået endnu en attraktion for både sine borgere og de mange turister her midt i byens centrum.

    Pressen fik et forhåndskig d. 8. november, hvor staderne bød på hver sine lækre smagsprøver og drikkevarer, og man må sige, at det hele gav et meget lovende indtryk. Dørene er åbne fra d. 10. november, men det kaldes en blød åbning, hvor staderne for alvor gør sig klar.

    Ind fra gaden

    Det er en ønskedrøm at for Tivoli, der nu er gået i opfyldelse, således at åbne op mod byen, og det har da også allerede givet den del af Bernstorffsgade et kæmpeløft. Tivoli har haft projektet i støbeskeen i 14 år, og da der endelig var grønt lys for at indtage hjørnet, gik arkitektfirmaet Pei Cobb Freed & Partners i gang.

    Som Tivolis direktør Lars Liebst sagde ved pressemødet, så ”har vi i mange år arbejdet med at udvikle helårsaktiviteter, og med Tivoli Hjørnet forener vi Tivoli med byen på en helt ny måde”.

    Det betyder naturligvis, at man kan komme ind fra gaden og tage for sig af retterne. Lige så selvfølgelig er det, at man også kan komme ind fra Tivoli-siden. På begge sider kan man sidde udendørs. På toppen af bygningen åbner Stick’n’Sushi d. 12.12. kl. 12, og heroppefra, ikke mindst fra terrassen, kan man nyde en fantastisk udsigt over både København og selve Tivoli.

    Fries og burger i Tivolis Food Hall

    Alsidighed og kvalitet

    De 15 stader i Food Hall er nøje udvalgt, både så kvaliteten er i top og sådan, at de supplerer hinanden på bedste vis. Det er steder, der allerede har succes med deres andre forretninger, og som man lever op til den imponerende madscene, som København har udviklet sig til. Samtidig skal der være hyggeligt og priser for enhver pengepung.

    Staderne er (i alfabetisk rækkefølge) Bobbabella, som er restaurant Kadeaus bud på en bornholmsk grillbar. Bageriet Brødflov med frisk brød og skønne kager. Chicks by Chicks med roterende økologiske kyllinger. Cock’s & Cows med kvali-burgere og cocktails. Gló med salater og andet grønt Gorm’s med sprøde pizzaer. Tapa del Toro med tapas og sherry. Hallernes Smørrebrød – typisk dansk er der heldigvis også sørget for.

    Kung Fu Street Food er synonymt med det asiatiske køkken. Le Petit Vinbar byder på bistrostemning med sine franske serveringer. Lets Sushi – siger sig selv. Retreat serverer ”real food fast”. Riccos brygger sin kendte kvalitetskaffe. The Bird & Kissmeyer er en hyggelig bar i hjørnet med speciale i gin, håndbrygget øl og gourmettoast. Og hold nu op, deres gin ved navn ”Black Forest” smagte himmelsk og råber på gentagelse. Sidst, men ikke mindst en nyhed i København, nemlig stockholmske Zócalo med sund meximad.

    Tilløbsstykke

    Det samlede areal på Tivoli Hjørnet er 6000 kvadratmeter, hvoraf Food Hall optager de 850. Bygningen har to ansigter eller facader. Nemlig den ene mod byen, som afspejler storbyliv og tempo, og med et bredt fortov. Og den ind mod haven, som falder naturligt ind i Tivolis helt specielle omgivelser.

    Jeg tror, at København har fået sig et nyt, populært hjørne her på Tivoli Hjørnet.

    Foto: Tivoli

  • Europa

    Dublin har musik i luften

    Dublin er en storby, jeg kender som ”min egen lomme”. Storby er lidt meget sagt, for den er ikke stor på den uoverskuelige måde. Og nå ja, jeg kender især den centrale del syd og lidt nord for floden Liffey. Den skærer tværs gennem byen, som størrelsen til trods har rigeligt med trafik og mange mennesker i gaderne.

    Men man føler sig tæt på det meste, og det er naturligt at gå fra sted til sted – og måske uden mål og med. For mens man slentrer afsted i en by, kan man opleve en masse. Det har de fleste turister nok konstateret, når ellers ikke næsen er begravet i et bykort eller i en mobil med kort og GPS.

    Man ser og oplever ting, man slet ikke havde tænkt på eller anet eksistensen af. En spændende butik, en dejlig park, interessante personager, et ukendt museum, en god pub. Man sætter sig her og der, når man har lyst og skal ikke nå noget specielt. Alligevel kan man en masse.

    Jeg oplever stemningen i Dublin som ustresset, selv om det muligvis er noget, jeg foregøgler mig selv. Men der er musik i luften, og så kan det ikke være helt galt. Der er generelt en yngre befolkning, og irerne har en tilgang til livet, der kredser om at have det sjovt: ”How’s the craic”, spørger de og gør klar til at give den gas. Der synes at være en dynamik, der ligesom musikken ligger og svæver i luften omkring én – uden at det bare bliver en lalleglad omgang, for livet er også noget, der skal diskuteres.

    To gode musikfilm

    Musikken er der også helt fysisk. Ikke mindst i gågaden Grafton Street møder man hver dag mange ”buskere” – altså musikere, som spiller på gaden og håber på penge i guitarkassen, hatten eller papkassen fra de mange, der stimler sammen.

    Det kan være en enkelt guitarist, der ’går på arbejde ’ her hver dag eller en hel kvartet, en fløjtenist eller folk med alle mulige andre instrumenter. Nok ser man gademusikere i alle større byer nu, men her er forskellen – eller er jeg bare nostalgisk? – at det i høj grad er dygtige, ’rigtige’ musikere, der tjener til føden.

    Som man f. eks. så det i den dejlige film ”Once” fra 2008, hvor guitaristen Glen Hansard spiller på Grafton Street. Han var den søde krøltop i filmen om et dublinsk soulband i en anden af mine yndlingsfilm, ”The Commitments” fra 1991, som mange givetvis husker.

    Han vandt i øvrigt fortjent sammen med sin medspiller i filmen, Markéta Irglova, en Oscar for årets bedste filmmusik. Hvor glædeligt at denne lille indiefilms musik vandt over en række velkendte filmkomponister det år og har levet af musikken i mange år. I disse år har han fået stor anerkendelse.

    Turistmagnet

    Et andet sted fyldt med musik er det berygtede Temple Bar, som i de seneste snart mange år har været centrum for byens natteliv, men kalder sig Dublins kreative kvarter. Det er det måske også, men kommercielt er også et dækkende ord. Temple Bar er fyldt med turister, men de lokale kan også kan finde på at hænge ud i Temple Bars mange pubber, cafeer og restauranter. Men der er dyrere end andre steder.

    De fleste pubber kører løs med ’sessions’/live traditionel irsk folkemusik hver eftermiddag og aften, og det kan være rigtig god musik & fis (!). Men det er lidt af en turistmagnet med alt, hvad det kan betyde.

    Egentlig er området langs Liffey mest charmerende i dagtimerne, hvis man da ikke er rejst til Dublin for at feste hjernen ud. Der er mange interessante butikker, kunst, gallerier og ikke mindst Claddagh Records. En perle af en plade/CD-forretning, som i mange år har specialiseret sig i sælge den irske traditionelle og nutidige folkemusik.

    Du kan du købe musik med alle de mange betydelige solister og bands, som har præget irsk musik i de seneste fire-fem årtier. Den musik har inspireret mange unge nutidige musikere, også dem fra rockens verden.

    Pubberne

    Man skal unde sig selv også at gå på pub – med eller uden musik og Guinness-drikker eller ej. De findes over det hele – Dublin har vist 1000 pubber. Find dem i side- og parallelgaderne til Grafton Street, f.eks. Wicklow St., Exchequer St., Anne St., Duke St. og de fleste andre.

    Gå også op forbi byens dejlige, grønne oase, parken St. Stephens’ Green, forbi det stilige Shelbourne Hotel med The Horsehoe Bar og/eller afternoon tea 200 meter videre til den legendariske pub O’Donoghues i Baggott Street. Her er ofte mere eller mindre improviseret session, selv om en af de faste desværre gik bort for kort tid siden. Stedet er kendt som det sted, hvor The Dubliners startede tilbage i 1960’erne.

     

     

    Eller gå i en helt anden retning, kryds Liffey over broen til hovedpulsåren O’Connell Street, men drej straks til venstre og gå ud til Smithfield Village. Du kan også hoppe på en af de to sporvognslinjer (LUAS hedder de). Den kører meget tæt på den i musikkredse berømte pub The Cobblestone, hvor man oplever det, man kan fristes til at kalde ægte sessions og lokal pubatmosfære uden dikkedarer, som mange pubber heldigvis har endnu.

    Det samme i Hughes’ , der ligge lige om hjørnet. Langs Liffey er det oplagt at benytte de fine træpromenader helt nede langs vandet, som har været der nogle år nu.

    Tilbage over floden støder du på Trinity College, hvor du inde bag porten kommer dig væk fra den larmende trafik og i stedet oplever et stort universitetsområde. I The Long Hall kan du se den legendariske Book of Kells fra det 9. århundrede (og mere end 300.00 andre bøger). Gå bagefter en tur ned ad Nassau Street med gode og spændende forretninger, så når også på et tidspunkt til den georgianske del af byen med de berømte Dublin-døre i flotte farver, bl.a. omkring Merrion Square og Fitzwilliam Square.

    Husk med passende mellemrum at udforske nogle af de mange gode pubber og betragt det som kulturelle studier. Ligesom musikken, bl.a. de mange (jam) sessions med traditionel irsk musik (og andet). Den populære ”Whiskey In The Jar” er festlig, men irsk musik er meget andet.

    10 meget forskellige ting at opleve i Dublin:

    1. IMMA, Irish Museum of Modern Art.
    2. Musikstedet Vicar Street med mange store irske og internationale navne, svarer til Vega i København.
    3. The Little Museum of Dublin på St. Stephen’s Green over for parken af samme navn, der fortæller Dublins historie i 1900-tallet med ting doneret af kendte og ukendte. Åbnede i 2011.
    4. Prøv Historic Walking Tours of Dublin med Tommy Graham.
    5. The Irish Whiskey Museum, der fortæller historien om – ja, gæt.
    6. Besøg Dublin Castle i Dame Street med historiske fakta om byen og dens status som hovedstad, ligesom City Hall byder på en multimediepræsentation.
    7. Ikke langt fra selve centrum ligger den store Phoenix Park. Her ligger den irske præsidents bolig, men også en dejlig zoologisk have. Lige noget for børn.
    8. Spisested: Jeg er vild med Elephant & Castle i Temple Bar, der serverer verdens bedste chicken wings. Kyllingevingerne svømmer i den mest himmelske dressing, og de har masser af kød på.
    9. Dublin Literary Pub Crawl. Men lad nu være med at skulle kravle hjem.
    10. Viking Splash Tours: Se byen fra et amfibiekøretøj, der altså både kan køre og sejle. Du ser Dublin fra land og vand. Turen varer en time og et kvarter, og det er sjovt.

    Park i Dublin

    Bonusinfo

    Både SAS, Norwegian og Ryanair flyver til Dublin fra København og andre danske lufthavne, ofte til meget billige penge. Husk det kun er SAS, der ikke tager ekstra for bagagen.

    Læs mere her: visitdublin.com og visitireland.com.

  • Lyon gadefoto
    Europa

    Lyst til Lyon: Denne franske by har det hele

    ONLY LYON. Det er Lyons smarte promotion-bogstavleg, som blot kræver, at man ved, at ’only’ betyder kun. Kun Lyon. Det signalerer selvtillid, og byen har da heller ikke grund til andet. Her kan man spise fantastisk på alt fra små bistroer til Michelin-restauranter, man kan opleve historisk og ny arkitektur, gamle bydele og renæssancekvarterer med imposante bygninger, helt nye, moderne områder og grønne oaser som især en af landets største parker, Parc de la Tête d’Or.

     

    Dens zoologiske have kaldes The African Plain, hvor der bl.a. er giraffer, zebraer, antiloper, strudse og andre savannedyr. Værd at se og opleve, hvis man er til opera, er Lyons nationalopera, der for nu mere end 20 år siden blev totalrenoveret og stort set gendesignet, af den verdensberømte arkitekt Jean Nouvel og derfor nu hedder Opéra Nouvel.

     

    Flere steder kan man mindes brødrene Lumière, som stod faddere til filmmediet. Deres far, Antoine, var fotograf, og inspirerede Louis og Auguste til at udvikle og opfinde, og i 1895 blev de faddere til filmindustrien. De havde opfundet cinematografen, der både kunne optage, fremkalde og fremvise de små film, de begyndte med. Her i Lyon kan man bl.a. besøge The Museum Lumière, L’Institut Lumiére og andre af deres filmbygninger og private villaer.

    To floder

    Lyon gennemløbes af hele to floder, Rhône og Saône, som naturligt nok har givet grobund for masser af cafe- og barliv, bl.a. på små pramme ved bredden. Her er naturligvis loppemarkeder en masse. Kort sagt emmer Lyon af god atmosfære. Her skal man ubetinget unde sig selv en lang weekend og helst mere.

     

    En uge går nemt her, og vil man inkludere en større del af regionen Auvergne Rhône-Alpes, så lej en bil og tag på tur til de to kendte, lokale vindistrikter Beaujolais mod nord og Côte du Rhône mod syd. Her kan man også finde den lille by Viennes, der også er et virkelig charmerende bekendtskab.

    Unesco

    Vi ankom en sen lørdag aften i piskende regn og måtte desværre nøjes med en enkelt overnatning og en søndag i Lyon, men det var en stærk appetitvækker. Alene at opleve Collège Hotel, et hyggeligt hotel med fire stjerner i den gamle bydel, Vieux Lyon. Hotellet har et gennemført skoletema i indretningen af værelser, konferencerum, restaurant og bar, og der gemmer sig en dejlig have bagved, og humoren fortsætter på facaden, hvor der lige er hamret et antal stole op ad muren.

     

    Collège ligger lige over for et par barer, og både her og flere nærliggende områder har siden 1998 har været Unesco Verdensarv. Det bevaringsværdige historiske område omfatter Fourvière, det romerske district, renæssancedistriktet Vieux, Croix Rousse med det gamle silkedistrikt og Presque d’Ile-halvøen. Her har været bosættelser i mere end 2000 år.

    Lysfest i december

    Vieux Lyon er naturligvis et must at udforske, hvilket vi gør vi tidligt søndag morgen i noget bedre vejr. Første mål er op ad de stejle gader til den ene af byens to højdedrag, hvorfra man kan skue ud over en stor del af byen. Kommer man længere nedefra, kan man tage kabelbanen (funicular). Heroppe ligger den iøjnefaldende Basilique Fourvière eller Basilika Notre-Dame de Fourvière og troner. Den er bygget i romansk/byzantinsk stil, hvilket ikke var sædvanligt i 1880’erne, som den faktisk kun er fra.

     

    Lyon Kirke

     

    Kirken er dedikeret til jomfru Maria, som menes at have reddet Lyon fra både pest, kolera og prøjsisk invasion. Af denne grund afholdes hvert år i starten af december en fire dage lang lysfest i byen, hvor indbyggerne tænder titusindvis af stearinlys, og der afholdes parader, spektakulære lysshows, illuminationer og events. Denne Fêtes de Lumières er en enorm folkefest. Lysfesten tiltrækker efter sigende mere end tre millioner turister til Lyon.

    Hemmelige gange

    Fra højdedraget går vi ned forbi det fine, romerske amfiteater, som har ligget der siden romertiden og bevares i fin stand. Det bruges til koncerter, opera og teater, og der er plads til mange tusind mennesker. Videre ad de smalle, søndagsstille gader gennem den gamle bydel. Egentlig er det dejligt at være så tidligt på færde i den maleriske bydel, som nok vil fyldes op i løbet af formiddagen med nysgerrige turister som os selv.

     

    Det er selvfølgelig her, man finder nogle af Lyons mere end 2000 restauranter i de gamle huse. Tæller man alle ”spiserier” med, er der efter sigende op mod 4000 steder at nyde den gastronomi, som er blevet Lyons vartegn, ikke mindst takket være den nu 91-årige verdensberømte ”chef”, Paul Bocuse, som udviklede ”la nouvelle cusine” for godt 50 år siden. Hans popularitet og respekten for ham er uformindsket (se mere om Monsieur Paul, som han kaldes, i boksen).

     

    En dør i Lyon

     

     

    Bag en del af dørene findes mere eller mindre hemmelige, meget smalle gyder ind imellem to bygninger ind til små baggårde eller ad en snørklet vej til udgang i en helt anden gade. I nogle af de trange, mørke gårde er der ovenikøbet lejligheder. Guiden har nøgle til nogle af disse døre, for de er ikke til almindeligt brug for udenforstående. Gennemgangene kaldes ”traboules”, og de første eksempler på dem menes at være helt fra fjerde århundrede. De blev brugt meget, dengang silkeproduktion var stort i Lyon, og mange var beskæftiget i den industri.

     

    Silkearbejderne var kendt for at spise på ”les bouchons”, der bød på enkle, traditionelle måltider. Det var ofte datidens brunch eller ”mâchon”, som det var kutyme at drikke Beaujolaisvin til. Gangene blev yderst vigtige for modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig, hvor Lyon spillede en stor rolle. Mange blev skudt på de enorme, centrale Place Bellecourt, Du finder stadig masser af ”bouchons”, som er specialiseret i regionens typiske måltider. Regn med masser af kød og pølser, så kan du enten glæde dig – eller være advaret.

    Et ægte madmekka

    Endnu et must hvis man interesseret sig for mad – og ærlig talt, hvem gør ikke det? Især når man har tid på ferien – og hvis man befinder sig i Lyons kulinariske himmel. Undlad derfor ikke et besøg i ”Les Halles Lyon – Paul Bocuse” på Cours Lafayette. En indendørs torvehal fyldt med alverdens kvalitets-lækkerier udi fisk og skaldyr, frugt og grønt, brød, oste, kyllinger, kød, krydderier og kager, pølser, postejer, pateer, urter, olier, vin og alt, hvad man ellers kan forestille sig at forkæle sine smagsløg med.

     

    Den første hal på stedet åbnede allerede i 1859, der kom så en ny i 1971, som siden er ombygget og renoveret. Siden 2014 har Paul Bocuse lagt navn til den, og det er naturligvis et gedigent kvalitetsstempel, for den gamle kok er stadig spillevende og kvalitetsbevidst. Her er nu 48 stande fyldt med alt, hvad et stort madhjerte kan begære. Du kan naturligvis spise på en af adskillige restauranter og måske også købe ind til en picnic. Det er også muligt at få sine indkøb emballeret, så det er muligt at tage dem med hjem.

    Superflot museum

    En del af eftermiddagen tilbringer vi på det relativt nye og fantastiske Confluence Museum, der på mange etager har sat sig for at fortælle jordens og menneskehedens historie, og det gør man på 22.000 kvadratmeter. Det sker på fire permanente udstillinger foruden de skiftende, ligesom der er digitale og eksperimenterende områder. Som man nok kan tænke sig, er der rigtig meget og meget forskelligt at se og opleve.

     

    Nogle vil måske finde det for omfattende og måske forvirrende, men det er fremfor alt dybt interessant og oplysende, og klart et sted man kan besøge flere gange. Bygningen i sig selv er usædvanlig, topmoderne og superflot, og restauranten i stueetagen tiptop. Confluence betyder sammenføjning, og Musée des Confluences ligger præcis der, hvor floderne Rhône og Saône løber sammen. Museet ligger ved en masse flot nybyggeri. Så blev klokken 17, og min lille gruppe skulle videre ud i vindistrikterne. Det var nu heller ikke så tosset.

    Berømt chef

    Selv om der er kommet mange nye til, nemlig mange af hans elever gennem tiden, er Paul Bocuse stadig kokken over dem alle. Hans indflydelse har været kolossal, og han tilskrives æren for ”la nouvelle cuisine”. Mr. Paul, som han kærligt kaldes, har fire brasserier i Lyon, og den eksklusive restaurant, L’Auberge du Pont de Collonges, uden for Lyon. Den har i nu mere end 50 år haft tre Michelin-stjerner.

     

    Han var ikke den første fantastiske kok, der har været nogle stykker før ham, bl.a. Mama Brazier. Hun hed Eugénie Brazier og var sammen med flere andre kvinder med til at gøre det franske køkken (og le cuisine Lyonnaise) til noget ganske særligt. Hun var den første kvindelige chef, som fik tre af de eftertragtede stjerner. Bocuse var elev hos Mama, og det var ham, som senere revolutionerede det franske køkken ved at gøre det lettere og enklere, men stadig superbt.

    Bonusinfo

    Lyon er hovedstad i regionen Auvergne Rhône-Alpes og i departementet Rhône. Et af Frankrigs 13 departementer (foruden fem oversøiske). I selve byen bor godt en halv million indbyggere, men med opland mere end halvanden million. Silkeproduktion var stor i Lyon, endog med egen produktion af silkeorme, men nu er det mere moderne tekstilindustri, der beskæftiger mange. Lyon er også Interpols hovedkvarter, ligesom byen kaldes hovedstad for male-teknikken trompe-l’oeil (øjenbedrag) og har mange murmalerier på facaderne

    Transport

    Vi fløj direkte København- Lyon med Easyjet. Skal man (videre) til skiområderne i De franske Alper er dette også en meget direkte vej. Både fra Kbh. og Billund flyver andre flyselskaber via f.eks. Amsterdam eller Paris. Man lander i Lyon-Saint-Exupéry Airport, som sjovt nok har forkortelsen LYS (lumière) ligesom f.eks. København har CPH.

  • Europa

    Varm på Kalymnos

    Med overskriften tænkes ikke kun på det dejlige græske klima en stor del af året, men mere på det faktum, at man nemt forelsker sig i både Kalymnos og Telendos. Begge hører til Dodekaneserne – ligesom Kos, Leros og Patmos. Mange kender dem måske, fordi de har taget en udflugt fra Kos hertil – men Kalymnos kan sagtens stå alene.

    Danske Maya har boet her i mange år, for hun blev også forelsket – ikke kun i Kalymnos, men også i Andonis, som hun er gift og har to børn med. De driver baren Nadir i den hyggelige by Massouri. Maya arbejder af og til som guide, og det er hende, der tager imod os ved båden fra Kos.

    Man gisper allerede af fryd, når man fra færgen ser hovedbyen Pothia brede sig på bjergsiderne som et gigantisk amfiteater oppe over havnen. Det lever fuldstændig op til det billede, man har af græske øer.

    Pothia er en travl og livlig by med et centrum, hvor rådhuset og andre officielle bygninger er bygget i venetiansk stil. Man får lyst til bare at sætte sig på torvet og tage det hele ind med øjne, ører, næse og hud, som solen skinner så varmt på. Turismen er kommet sent hertil, og der er meget andet at leve af på øen.

    Tidligere var det især det farlige svampefiskeri i det dybe hav, som gav god indtjening til de fleste mænd, og havnen er stadig af stor vigtighed året rundt og ikke blot en marina for dyre lystyachter.

    På Kalymnos mødes mange verdener: Nonner, præster og alle de andre fastboende, svampefiskere, klatrere, ornitologer, windsurfere, vandrere, sejlere og fiskere, dykkere og ganske almindelige turister, der har fået netop denne ø på hjernen.

    Først kører vi op over byen og ser det meget smukt beliggende kloster Agios Savvas, hvor et dusin nonner bor meget smukt. Her er stille, og stedet udstråler harmoni. Beboerne oppe på bjerget må have en af de mest pragtfulde udsigter over både byen, bjergene og det blå hav, man kan ønske sig. Vi besøger også Kalymnian House – et lille museum, der engang var hjem for en af de mange natursvampefiskere. Pothia fik i 2013 også et helt nyt arkæologisk museum.

    Enkernes ø

    Svampefiskeri har været den store indtægtskilde på Kalymnos, men det var et ekstremt risikofyldt erhverv.

    Det tog mange mænds liv, når de sejlede ud i månedsvis og dykkede ned til 60-70 meters dybde uden antydning af udstyr for at plukke natursvampe på havbunden.

    De kunne træne sig op til at klare fire-fem minutter under vand, men mange endte med at drukne, og andre døde af dykkersyge. I dag er der stadig enkelte både med dykkere, men det er en helt anden historie nu, og erhvervet er heller ikke mere den samme guldgrube.

    Lige ved torvet ligger dog en lille svampefabrik og -forretning, hvor svampene vaskes og renses, så den lysebrune/ beige farve dukker frem af det sorte lag yderst. Masser af turister køber nogle stykker med hjem, så der er stadig lidt forretning i det.

    I dag har øens hospital – belært af grumme erfaringer – et trykkammer, hvis nogen trods moderne udstyr skulle få dykkersyge. Og Kalymnos’ tilnavn, Enkernes ø, hænger stadig ved – dem var der mange af, dengang svampefiskeriet var på sit højeste.

    Mange aktiviteter

    Øen har en betagende natur med vilde bjerge, indbydende småbyer og strande i Myrties og Massouri. Og den er blevet noget af et sportsparadis med dykning, klatring, sejling og vandring som de oplagte aktiviteter. Pothia har også et stadion til fodbold og atletik.

    Siden 1998 har bjergklatring været sat i system og er blevet attraktivt for seriøse klatrere. Der er flere end 2000 navngivne ruter at give sig i kast med – mange af dem er nemme nok til, at ” almindelige turister” godt kan klare dem, men oplevelsen kræver nok et vist niveau af form og ikke mindst lyst til at udfordre sig selv.

    Der er lagt stor vægt på sikkerheden, og for nye klatrere er ruterne korte – 30-50 meter op – ligesom man selvfølgelig ikke klatrer alene.

    Bjerge og dale

    På vej til Massouri kører vi igennem bjergrige landskaber på den 110 kvadratkilometer store ø med 16.000-17.000 indbyggere. Højeste punkt er 676 meter oppe, men virker væsentligt højere. Der er ikke mange træer – til gengæld findes der masser af urter som oregano, salvie og timian, der er vigtige ingredienser i et meget populært produkt: Den kalymniske honning.

    Mellem bjergene er der dale som Vathi med lunde af citroner, mandariner, appelsiner og oliven. Men selv om Kalynos også kaldes den grønne ø, er der ikke ret meget vand at gøre godt med. Vandet i de borede brønde er for salt, så derfor må meget vand fragtes til øen med båd fra Kos.

    Vi gør stop i en lillebitte landsby med en havn, kanaler og et nydeligt torv med adskillige restauranter.

    Uden for en af dem hænger blæksprutter til tørre på et stativ. Vi fortsætter til Massouri, hvor vi skal bo et par nætter, og hvor mange Pothiaindbyggere har et sommersted. Der oser af sommerliv i den langstrakte by, og byens oplevelsescenter tilbyder alverdens sportslige udfoldelser foruden blandt andet yoga, maling, botaniske ture og græsk sprog, dans og madlavning.

    En ø blev til to

    Før solnedgang går vi om bord i en lille båd, der sejler os over til en ø med en meget karakteristisk profil.

    Man ser den hele tiden, når man på Kalymnos sidder foran et hotel eller en restaurant ved vandet. Det tager få minutter at sejle de 800 meter til Telendos, som efter et kæmpejordskælv i 554 løsrev sig fra Kalymnos.

    Telendos har cirka 50 fastboende indbyggere, men den hyggelige havnepromenade har et pænt udvalg af restauranter og små hoteller. Når man sidder her, er tanken om at trække sig tilbage og slå sig ned på en solbeskinnet ø fristende – og så ligger Kalymnos kun få minutter væk, og Bar Nadir har åbent hele natten.

    Informationer

    Jeg var inviteret af, og rejste med, Apollo. Selskabet kan også booke hotelværelser på Telendos.

    I den lange sommersæson er der fly fra både Billund og København direkte til Kos. Herfra sejler man fra Mastihari på Kos til Pothia på Kalymnos.