Kyushu: Skøn togtur i luksusudgave

KYUSHU Togstewardesser

Når nu verdens hurtigste tog, Shinkansen, som kører op mod 300 km i timen imellem de fleste storbyer i Japan, findes her, så er det lidt ironisk, at vi skal på en meget langsommelig togtur. Men det gav jo præcis tid til at læne sig tilbage og bare tage landskaberne og oplevelsen ind.

Det er togselskabet Kyushu Railway Company, der med sit Seven Stars Cruise Train byder på denne tur. Den giver på luksuøs vis muligheden for at se sig omkring i to af Kyushus syv præfekturer (regioner). Naturligvis med flere sightseeingstop undervejs på de to dage – og med topklasse-måltider.

Vi starter på Hakata Station i den store by Fukuoka, hvor vi i Seven Stars særlige lounge får velkomst-champagne inden afgang kl. 10. Så er barren ligesom sat. På cruisetoget står man af dagligdagens ræs og står i stedet på en deluxe-forkælelsestur. Togets interiør glitrer og glimter i velpudset vælde, og et team af ansatte på ca. samme antal som gæster (vi er 14) er smilende og servicemindede.

De sørger for, at alt er tiptop i de godt 30 timer, Seven Stars Cruise Train er vores hjem. Togets navn er da også en slags ledetråd, selv om der ikke findes en egentlig ”syv stjerners”- kategori. Navnet er dog mere en diskret antydning. Egentlig kommer det sig af, at Kuyshu er opdelt i de syv præfekturer.

Alt er tiptop

Maden er som på en Michelin-restaurant, kupeerne er store, ja små suiter, og alle møbler i gedigen kvalitet. Som noget kuriøst og interessant for især danskeren (mig) er, at der hænger en af de helt store, smukke PH-lamper i lounge- og barvognen. Nu gælder det bare om at læne sig tilbage og lade sig betage og underholde, og trods det langsomme tempo keder jeg mig ikke et sekund.

Det varer ikke længe, før vi kaldes til den frokost, som du kan se på fotos længere oppe. Smagfuld, farverig, japansk. Jeg nyder den, mens landskaberne skifter udenfor, og vi alle sammen smiler og nikker og signalerer til hinanden, hvor godt vi har det. Det er trods alt ikke hverdagskost at sidde i en elegant spisevogn og kunne få alt, hvad man peger på.  Bagefter byder eftermiddagen på et sightseeingstop.

Kyushu Railway Company’s egen bus kører os til Arita, hvor der siden 1616 er skabt håndmalet porcelæn, som blev eksporteret til Europa og stadig i dag nyder enorm anseelse. Vi ser et udvalg af de smukke, særegne ting og får også et kig på, hvordan et større antal mennesker sidder koncentreret og maler minutiøst, men effektivt – tallerkener, skåle, kopper, fade med mere. Hele Saga-området, som vi er i, er kendt for sin keramik- og porcelænskultur.

Stor interesse for toget

Fra stationen i den mindre by Yufuin, kendt for varme kilder og bjerget Yufu, kørte vi til det mest yndefulde og bedårende område ved søen Kuin-ko, The Golden Lake, hvor alle gik en tur rundt om søen trods den lette regn før frokosten. Restauranten her serverede også fantastisk god mad – den ene lille ret efter den anden i de kønneste skåle. Butikken ved siden af var fuld af fristende ting at købe med hjem. Vi overnattede i toget efter en aften med musik og åben bar i toget.

Her er jeg omgivet af venner 🙂

Seven Stars Cruise Train stoppede på en del stationer. Ikke for at samle flere passagerer op, men for at imødekomme interessen for toget. Mange steder stod der glade japanere, som alene var kommet for at se det flotte tog (og os, turisterne) med flag med i hænderne og store smil. De fleste kommer nok aldrig med på denne togtur, der nok mest henvender sig til folk med mange penge på kontoen. Det er dyrt, men dejligt.

For jer, der måtte være på udkig efter noget nyt og anderledes, er denne tur en oplagt mulighed – og selvfølgelig ikke mindst for dedikerede togentusiaster. Vi startede i Fukuoka, rundede Nagasaki, hvor toget holdt stille i nogle timer og efter diverse sightseeing sluttede vi igen på Hakata Station i Fukuoka.

Du kan læse mere om Seven Stars på Cruise Train Seven Star.

Læs også mit indlæg fra Kyushu: Rejselykke i Japan: Klart charmeret af Kyushu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *