Boganmeldelse: Smag på Marrakech

Man får vitterlig lyst til at smage på Marrakech, når man læser Maria Wittendorffs ret nye bog, der foruden bynavnet også har titlen ”Smag, steder og stemning”. Med ”smage” mener jeg det i ordets bredere betydning mere end bogstaveligt, men også det!  For bogen giver lyst til at udforske Marokkos fjerdestørste by på alle leder og kanter, og den kommer simpelthen vidt omkring.

Den giver i høj grad lyst til netop at smage på stemningerne, på seværdighederne, på skønheden som de mange fine fotografier i bogen tydeligt viser er til stede. Rigtig mange af dem, men ikke alle, har forfatteren selv taget, og man mærker, at hun kender byen ud og ind og elsker den inderligt efter at have været der utallige gange igennem 30 år. Hun er exam.art. i arabisk og uddannet i journalistik og interkulturel kommunikation.

God og grundig

Hun skriver i indledningen, at ”man aldrig bliver færdig med Marrakech”, og det giver bogen grund til at tro på. Sammenspillet mellem de smukke billeder og den fyldige tekst om alt muligt skærper virkelig appetitten på byen. Her er alt fra museer, hemmelige haver, seværdigheder, byens souk – en kæmpelabyrint af et marked – og på restauranter, cafeer og de små pensioner, der kaldes riads. Desuden giver hun ikke mindre end 29 opskrifter fra det marokkanske køkken.

Maria Wittendorff beskriver hele 26 spisesteder, 15 kulturelle og historiske steder – med et tydeligt kort, som viser, hvor de ligger – foruden at give en masse praktisk info og fakta. Det hele pakket ind i kærlighed og på en gang både nøgternt og passioneret. Bogen vil være god at medbringe på sin rejse til Marrakech, måske lige bortset fra dens betydelige vægt og størrelse.

Tag den med i kufferten

Men den kan jo ligge på hotelværelsets natbord og lige ses igennem, før man begynder på dagens sightseeing. Hvad skal vi lige se og opleve i dag? Bogen er så delikat udført med sine farvefotografier og fine pynteborter på en del af de hele 225 sider.

”Marrakech – Smag, steder og stemning” er udgivet af Muusman forlag i København og trykt hos Specialtrykkeriet Arco. Pris 300 kr.

 

Skriv her