• Europa

    På St. Patricks Dag er vi allesammen irske

    Næppe nogen nationaldag festligholdes så meget som den irske St. Patrick’s Day den 17. marts – ja, det skulle da lige være den norske 17. maj. Men den irske Paddy’s Day, som den populært kaldes, fejres over hele verden, naturligvis fordi så mange irere gennem tiden er emigreret og har slået sig ned over hele verden, ikke mindst i USA.

    Helt sikkert er der dømt kæmpefest i Dublin og hele Irland lørdag, ja nok fra fredag aften og hele weekenden ud. En del bygninger vil blive belyst i grønt – for farven er blevet synonym med Irland. Det sker også i København med Radisson Collection Royal Hotel Blu og Tivolis Nimb Hotel.

    Lørdag er der selvfølgelig også fest i alle byens irske pubber, ligesom der er på Rådhuspladsen og i et telt på Axeltorv.

    Men der er også parade i København. I de seneste år har Rådhuspladsen været centrum for Paddy-festen for familier. Festlighederne starter kl. 14, hvor børn kan få gratis ansigtsmaling og slå sig løs i en udklædningsbutik for at få iført sig noget grønt tøj eller tilbehør. Går man med i paraden kl. 16, skal man især huske at ”go green”.

    ”St. Patrick” går i spidsen fra kl. 17 og en tur rundt i indre by sammen med sækkepibeorkester, bodhran-orkester (irske håndtrommer), dansere og irske ulvehunde! Men inden da har der været Riverdance, som i virkeligheden hedder irsk stepdans, på scenen og festlig, traditionel irsk musik. De irske pubber i byen åbner tidligt, og som de forrige 18 år afholdes 3 Legged Charity Race, det trebenede kapløb.

    Vil man løbe med sit ene ben bundet sammen med en andens ene ben, skal man registrere sig mellem kl. 11.30 og 12.30 på Kennedy’s Pub på Gl. Kongevej og betale 150kr., som går til velgørenhed. Løbet starter på Axeltorv 13.30, og så går turen til diverse pubber, hvor man hvert sted ”downer” en halv pint Carlsberg. Når turen ender på The Dubliner på Strøget, kan det godt være, at der haltes lidt.

    Men det er en fest, og det er også ret synonymt med den irske indstilling til tingene. Så find noget grønt at tage på og kast dig ud festlighederne, hvis du ellers kan komme ind på de garanteret propfyldte pubber. Festen er for St. Patricks, Irlands skytsengel, som døde i år 461.

    God fornøjelse.

    Læs også

    Tradfest: Fed musikfestival i Dublin

    Tak til det irske turistkontor i København, Tourism Ireland. 

     

  • Vide verden Dublin
    Musik & bøger

    Rejsebogsserien Vide Verden: Læs om Dublins musik

    TRAD. Lyden af tinfløjter og gedeskind. Sådan lyder overskriften på det kapitel om musik, du kan læse i bogen om Dublin. Den udkom sidst i 2016, men skal alligevel fremhæves her. Og hvorfor så det? Jo, fordi denne journalist og rejseblogger har skrevet bogens kapitel om musik. Samtidig giver det anledning til at gøre opmærksom på denne glimrende og anderledes rejsebogsserie.

    Aarhus Universitetsforlag udgiver rejsebøgerne under hovedtitlen Vide Verden. På få år har forlaget udgivet 17 stk. om hovedstæder eller storbyer (og også én om Aarhus!). Indtil nu inkluderer vide verden (forlaget staver det med småt) bøger om Athen, Barcelona, Berlin, Budapest, Istanbul, Jerusalem, Lissabon, London, Madrid, New York, Paris, Rom, Skt. Petersborg, Stockholm, Wien plus de ovenfor nævnte.

    Eksperter skriver

    Hvert kapitel i bøgerne er skrevet af folk, som virkelig kender og elsker den pågældende by og kan fortælle om den ud fra netop sin specielle optik eller ekspertise. Det være sig mad, mode, musik, historie, arkitektur, politik, litteratur, kunst eller noget helt niende. I Dublin-bogen er det f.eks. om påskeopstanden, vikinger, den irske hungersnød, hundevæddeløb, pubber og altså om traditionel irsk musik, trad.

    Trad-musikken forelskede jeg mig i for mange år siden under et længere ophold i Dublin. Kærligheden består og er udvidet med skotsk, engelsk, amerikansk, canadisk, skandinavisk og dansk folkemusik eller ’folk’, som jeg foretrækker. For ’folk’ signalerer bedre, at folkemusik også er med på noderne, så at sige, og følger med tiden – uden nødvendigvis at glemme traditionerne.

    Al slags musik

    Dublin er en dejlig musikby. Som jeg skriver i bogen: Dublin er synonym med musik, den er her, der og alle vegne. På gaderne, i pubberne, på små og store spillesteder og i koncertsale som det gamle teater The Olympia og den store 3Arena. Dublin har i de seneste 11-12 år haft sin egen folk-festival i og omkring det berømte/berygtede Temple Bar, der også hele året rundt har musiksessions hver eneste dag. Prøv også f.eks. Whelan’s og O’Donoghue’s.

    Kort sagt er der masser af muligheder for at høre musik af alle slags i den irske hovedstad, og det skal man unde sig selv. Musikken er Dublins puls. Med meget andet end folkemusik på plakaterne. Irland har fostret mange verdensnavne, det største er nok U2, men også Sinéad O’Connor, The Cranberries, The Corrs, Boomtown Rats og mange flere. Desuden verdens skønneste musikfilm:  The Commitments.

    Flere indlæg om Irland

    Dublin har musik i luften

    TradFest: Fed musikfestival i Dublin

  • Europa,  Musik & bøger

    TradFest: Fed musikfestival i Dublin

    Opdateret februar 2018: Forberedelserne til TradFest 2019 er allerede i fuld gang. 

    Nu tager jeg til Dublin med det første fly! Nej, men gid det var så vel. Og måske er netop du på vej eller allerede i den dejlige irske hovedstad, som i disse dage i særlig høj grad fejrer folkemusikken. Har du muligheden, så grib den for at høre ægte irsk musik – både den berømte traditionelle musik og den ’folk’, som i en mere moderne sound også tiltaler rigtig mange. Det kaldes bl.a. nu-folk, og det forklarer nok en del.

    Selvfølgelig spiller musikken året rundt i Dublin, men i 2006 lancerede Temple Bar Company en hel folk-festival – faktisk og underligt nok den første i byen. I år sker det for ikke mindre end gang nr. 13, og det sker rundt omkring i byen: På spillesteder og pubber, i flere kirker, på Dublins rådhus, City Hall, på Rathfarnham Castle og naturligt nok i hele alle Temple Bars pubber plus flere andre uden for denne festlige bydel.

    Vokseværk

    Med årene er TradFest vokset både i størrelse, ambitioner og musikalsk bredde. Det er okay, og det er stadig Irlands største traditionelle festival. Disse musikdage sætter sit præg på den altid livlige by med et stort musikprogram, som du kan se på tradfest.ie

    Du kan også læse mere på min musikblog rootszone.dk, hvor jeg gennemgår nogle af navnene. De er store, hvis man kender noget til ’folk’ og ’trad’.

    Topnavne og  partypubs i Temple Bar

    Nu er Martha Wainwright jo ikke irsk, men blot et eksempel på, hvilken type navne man kan høre udover de irske. Sangerinden Judy Collins er også i byen i år ligesom skotske Big Country. Men prøv hvad som helst, det hele dur. I aften, 25. januar, er det mine irske alltime-favoritter, som engang var den ene halvdel af superbandet Planxty, nemlig Andy Irvine & Donal Lunny i St. Patrick’s Cathedral. De er og har længe været topnavne og helt fantastiske.

    Temple Bar er altid fuld af fest og masser af musiksessions, men netop nu i denne weekend – og den ér begyndt! – er der skruet op for det hele. Her på siden kan du læse en anden artikel, “Dublin har musik i luften”, hvor jeg fortæller meget mere om Dublin og musiklivet. Jeg kan også ubeskedent henvise til rejsebogen Vide Verden, som i sin serie på foreløbig 13 rejsebøger også har en om Dublin. Her er musikkapitlet ”Trad” om den irske musik leveret af denne musik-crazy skribent.

    Det er nemt og ofte billigt at flyve til Dublin med f.eks. SAS, Norwegian og Ryanair.

    Læs mere her

    rootszone.dk

    visitdublin.com

    visitireland.com    

     

  • Europa

    Dublin har musik i luften

    Dublin er en storby, jeg kender som ”min egen lomme”. Storby er lidt meget sagt, for den er ikke stor på den uoverskuelige måde. Og nå ja, jeg kender især den centrale del syd og lidt nord for floden Liffey. Den skærer tværs gennem byen, som størrelsen til trods har rigeligt med trafik og mange mennesker i gaderne.

    Men man føler sig tæt på det meste, og det er naturligt at gå fra sted til sted – og måske uden mål og med. For mens man slentrer afsted i en by, kan man opleve en masse. Det har de fleste turister nok konstateret, når ellers ikke næsen er begravet i et bykort eller i en mobil med kort og GPS.

    Man ser og oplever ting, man slet ikke havde tænkt på eller anet eksistensen af. En spændende butik, en dejlig park, interessante personager, et ukendt museum, en god pub. Man sætter sig her og der, når man har lyst og skal ikke nå noget specielt. Alligevel kan man en masse.

    Jeg oplever stemningen i Dublin som ustresset, selv om det muligvis er noget, jeg foregøgler mig selv. Men der er musik i luften, og så kan det ikke være helt galt. Der er generelt en yngre befolkning, og irerne har en tilgang til livet, der kredser om at have det sjovt: ”How’s the craic”, spørger de og gør klar til at give den gas. Der synes at være en dynamik, der ligesom musikken ligger og svæver i luften omkring én – uden at det bare bliver en lalleglad omgang, for livet er også noget, der skal diskuteres.

    To gode musikfilm

    Musikken er der også helt fysisk. Ikke mindst i gågaden Grafton Street møder man hver dag mange ”buskere” – altså musikere, som spiller på gaden og håber på penge i guitarkassen, hatten eller papkassen fra de mange, der stimler sammen.

    Det kan være en enkelt guitarist, der ’går på arbejde ’ her hver dag eller en hel kvartet, en fløjtenist eller folk med alle mulige andre instrumenter. Nok ser man gademusikere i alle større byer nu, men her er forskellen – eller er jeg bare nostalgisk? – at det i høj grad er dygtige, ’rigtige’ musikere, der tjener til føden.

    Som man f. eks. så det i den dejlige film ”Once” fra 2008, hvor guitaristen Glen Hansard spiller på Grafton Street. Han var den søde krøltop i filmen om et dublinsk soulband i en anden af mine yndlingsfilm, ”The Commitments” fra 1991, som mange givetvis husker.

    Han vandt i øvrigt fortjent sammen med sin medspiller i filmen, Markéta Irglova, en Oscar for årets bedste filmmusik. Hvor glædeligt at denne lille indiefilms musik vandt over en række velkendte filmkomponister det år og har levet af musikken i mange år. I disse år har han fået stor anerkendelse.

    Turistmagnet

    Et andet sted fyldt med musik er det berygtede Temple Bar, som i de seneste snart mange år har været centrum for byens natteliv, men kalder sig Dublins kreative kvarter. Det er det måske også, men kommercielt er også et dækkende ord. Temple Bar er fyldt med turister, men de lokale kan også kan finde på at hænge ud i Temple Bars mange pubber, cafeer og restauranter. Men der er dyrere end andre steder.

    De fleste pubber kører løs med ’sessions’/live traditionel irsk folkemusik hver eftermiddag og aften, og det kan være rigtig god musik & fis (!). Men det er lidt af en turistmagnet med alt, hvad det kan betyde.

    Egentlig er området langs Liffey mest charmerende i dagtimerne, hvis man da ikke er rejst til Dublin for at feste hjernen ud. Der er mange interessante butikker, kunst, gallerier og ikke mindst Claddagh Records. En perle af en plade/CD-forretning, som i mange år har specialiseret sig i sælge den irske traditionelle og nutidige folkemusik.

    Du kan du købe musik med alle de mange betydelige solister og bands, som har præget irsk musik i de seneste fire-fem årtier. Den musik har inspireret mange unge nutidige musikere, også dem fra rockens verden.

    Pubberne

    Man skal unde sig selv også at gå på pub – med eller uden musik og Guinness-drikker eller ej. De findes over det hele – Dublin har vist 1000 pubber. Find dem i side- og parallelgaderne til Grafton Street, f.eks. Wicklow St., Exchequer St., Anne St., Duke St. og de fleste andre.

    Gå også op forbi byens dejlige, grønne oase, parken St. Stephens’ Green, forbi det stilige Shelbourne Hotel med The Horsehoe Bar og/eller afternoon tea 200 meter videre til den legendariske pub O’Donoghues i Baggott Street. Her er ofte mere eller mindre improviseret session, selv om en af de faste desværre gik bort for kort tid siden. Stedet er kendt som det sted, hvor The Dubliners startede tilbage i 1960’erne.

     

     

    Eller gå i en helt anden retning, kryds Liffey over broen til hovedpulsåren O’Connell Street, men drej straks til venstre og gå ud til Smithfield Village. Du kan også hoppe på en af de to sporvognslinjer (LUAS hedder de). Den kører meget tæt på den i musikkredse berømte pub The Cobblestone, hvor man oplever det, man kan fristes til at kalde ægte sessions og lokal pubatmosfære uden dikkedarer, som mange pubber heldigvis har endnu.

    Det samme i Hughes’ , der ligge lige om hjørnet. Langs Liffey er det oplagt at benytte de fine træpromenader helt nede langs vandet, som har været der nogle år nu.

    Tilbage over floden støder du på Trinity College, hvor du inde bag porten kommer dig væk fra den larmende trafik og i stedet oplever et stort universitetsområde. I The Long Hall kan du se den legendariske Book of Kells fra det 9. århundrede (og mere end 300.00 andre bøger). Gå bagefter en tur ned ad Nassau Street med gode og spændende forretninger, så når også på et tidspunkt til den georgianske del af byen med de berømte Dublin-døre i flotte farver, bl.a. omkring Merrion Square og Fitzwilliam Square.

    Husk med passende mellemrum at udforske nogle af de mange gode pubber og betragt det som kulturelle studier. Ligesom musikken, bl.a. de mange (jam) sessions med traditionel irsk musik (og andet). Den populære ”Whiskey In The Jar” er festlig, men irsk musik er meget andet.

    10 meget forskellige ting at opleve i Dublin:

    1. IMMA, Irish Museum of Modern Art.
    2. Musikstedet Vicar Street med mange store irske og internationale navne, svarer til Vega i København.
    3. The Little Museum of Dublin på St. Stephen’s Green over for parken af samme navn, der fortæller Dublins historie i 1900-tallet med ting doneret af kendte og ukendte. Åbnede i 2011.
    4. Prøv Historic Walking Tours of Dublin med Tommy Graham.
    5. The Irish Whiskey Museum, der fortæller historien om – ja, gæt.
    6. Besøg Dublin Castle i Dame Street med historiske fakta om byen og dens status som hovedstad, ligesom City Hall byder på en multimediepræsentation.
    7. Ikke langt fra selve centrum ligger den store Phoenix Park. Her ligger den irske præsidents bolig, men også en dejlig zoologisk have. Lige noget for børn.
    8. Spisested: Jeg er vild med Elephant & Castle i Temple Bar, der serverer verdens bedste chicken wings. Kyllingevingerne svømmer i den mest himmelske dressing, og de har masser af kød på.
    9. Dublin Literary Pub Crawl. Men lad nu være med at skulle kravle hjem.
    10. Viking Splash Tours: Se byen fra et amfibiekøretøj, der altså både kan køre og sejle. Du ser Dublin fra land og vand. Turen varer en time og et kvarter, og det er sjovt.

    Park i Dublin

    Bonusinfo

    Både SAS, Norwegian og Ryanair flyver til Dublin fra København og andre danske lufthavne, ofte til meget billige penge. Husk det kun er SAS, der ikke tager ekstra for bagagen.

    Læs mere her: visitdublin.com og visitireland.com.