Femern er et nærliggende feriemål

thumbnail

Tourismus-Agentur Schleswig-Holstein/TASH sponserede mit ophold.

I denne sommer har vi jo skullet begrænse vores udlandsrejser voldsomt, men fra midten af juni åbnede vores store naboland, Tyskland, op til stor glæde for mange.

Femern er en fremragende ferieø. Det er jo øen, man ankommer til med Scandlines fra Rødby til Puttgarten, hvis man rejser fra det østlige Danmark.

Fra Jylland med mere er det lige at tage bilen over grænsen og lidt enkelt sagt dreje til venstre gennem Slesvig-Holsten. Femern, på tysk Fehmarn, som mange nærmest ikke bemærker på deres gennemrejse videre ned i Tyskland og andre sydligere rejsemål er et virkelig hyggeligt sted med omkring 40 små landsbyer, bondegårde, strande og den charmerende hovedby Burg.

Femern højhuse ved strand
Arne Jacobsens hotelkompleks. Foto: Tourismus Fehmarn.

Denne her lille, idylliske perle kan jeg varmt anbefale. Her er uventet meget at tage sig til, og hvis gennemsnittet på 2.200 soltimer pr. år holder, så bliver det bare endnu bedre.

Femern er del af den såkaldte fugleflugtslinje mellem København og Hamborg og mod syd forbundet til resten af det europæiske fastland med bro over Femern Sund. Øen er lagt sammen til én kommune i delstaten Slesvig-Holsten, og set som by er den andenstørst efter Lübeck.

300 km cykelruter

A Femern Hest

Det gælder i forhold til areal, ikke indbyggertal, som på Femern kun er ca. 13.000. Men de 185 kvadratkilometer bugner af oplevelser for alle aldre. Strandlivet kan nydes på 20 forskellige strande langs 78 kilometers kyst. De bedste, hvide sandstrande er mod syd omkring broen og Burg, mod vest især naturlige strande med flade klipper, nordsiden har klitter og søer, mens øst har stejle kyster.

Øen er på det højeste sted kun 27 meter. Derfor er det da lige til højrebenet (eller rettere begge ben) at udforske de 300 kilometer afmærkede cykelruter mellem nogle af de mange bondegårde og landsbyer. Du kan også cykle til Femerns fire fredede naturreservater. Ved tre har man observationsadgang, til Krumstertt er der ingen adgang.

De fem fyrtårne

A Femern Fyrtårn Foto TA.SH
Et af de fem fyrtårne. Foto TA.SH.

Du kan også cykle rundt og til Femerns fyrtårne. Kun det mod vest, Flügger Fyrtårn, er åbent for besøgende. Det er det højeste på 37 meter med 162 trin og fint udsyn hele vejen rundt, som fyrtårne jo har. Tæt ved færgehavnen ligger det gamle fyrtårn fra 1832, som man kun må se på ude fra vejen. På det sidder Frederik d. 6’s monogram, for han var konge på det tidspunkt.

Her kan man også se det ”nye” Marienleuchte fra 1967. Der blev brug for et nyt fyrtårn, fordi trafikkn var øget på Femern Bælt mellem Danmark og Tyskland. Men sjovt nok blev tårnets gamle optik flyttet med over. Trods nærheden til det travle færgeleje føler man sig egentligt ret langt fra alfarvej.

Masser af sport

Kitesurfing
Kitesurfing er meget populært på Femern. Foto Raetzke.

Det er nemt at geare ned på Femern. Men man kan også vælge den aktive vej, og betingelserne for vandsport er storartede her i Østersøen. Femern er oplagt for sejlere, som har fem marinaer at vælge imellem. 17 steder kan man dyrke kitesurfing, SUP /standup paddleboarding, altså stå-op-padling, man kan dykke, fiske, spille golf (Goldpark Fehmarn har 18 huller), ride, cykle og hike.

Og så kan man klatre på den flade ø. For i Hafen Burgstaaken ved Burg ligger tre siloer, som deres opfindsomme nabo, Roland Hain, i 1997 forvandlede til klatrevægge med i alt 16 ruter. Den højeste er 40 meter, og skal man tro på siloclimbing.com, kan de fleste klare det! Man skal bare være mindst en meter høj, så selv femårsbørn kan få lov. De fleste klatrere her er faktisk begyndere, og man kan tage kurser. Der er lukket om vinteren.

Akvarium og Vidensverden

Femern silo

Blandt mange andre muligheder kan man tage på Meereszentrum, som er et af de største akvarier i Europa. Eller besøge Galileo Wissenswelt, som er et hands-on/må gerne røre-museum med temaerne ”Jord & Liv” og ”Energi & Teknologi”. På Farmworld Fehmarn kan man få sig en landbrugsoplevelse på en 1:32-skala.

Indimellem skal man jo også besøge nogle af de gode restauranter, cafeer og gårdbutikker. Burg er ikke ligefrem en storby, men den største by med en god atmosfære og restaurationsliv og butikker. Desuden ligger BorderShop ligger tæt ved Puttgarden, hvor man kan fouragere til f.eks. strandpicnics og cocktails før middag!

Dansk islæt

IFA Fehmarn Hotel & Feriencentrum på strandpromenaden tre kilometer fra Burg er lidt af en seværdighed. Vores verdensberømte arkitekt Arne Jacobsen vandt i 1960’erne konkurrencen om at bygge hotel her, og det blev til de tre ret ukonventionelle 17-etages højhuse på halvøen Burgtief, alle sammen med vandudsigt – det var Jacobsens tanke.

Femern har mange forskellige overnatningsmuligheder. Hele 81 procent er udlejningshuse og lejligheder, ni procent er camping, kun seks procent er hoteller og kroer, og så er resten pensioner, f.eks. på en bondegård med alt, hvad det kan give af oplevelser. Så mon ikke det her i efteråret skulle være ret nemt at finde et godt sted at sove?

I andre bebyggelser her er der også lejligheder og værelser, ligesom hotellet har indendørs badeland, som gæster har gratis adgang til to timer om dagen, og spaområdet FehMare Wellness-Welt (ikke gratis). Arne Jacobsen er mester for det hele, men døde året før det åbnede i 1972.

Den faste forbindelse, det vil sige en 18 km lang tunnel mellem Rødby og Puttgarden, har længe været under projektering.

SKILT

Vent ikke på tunnelen

Når den efter planen bliver klar omkring 2028, er det angiveligt den længste sænketunnel i verden. Så går det endnu hurtigere at komme hertil, men vent endelig ikke. Femern er et besøg værd nu og her og flere gange.

Samtidig er det ligetil at køre til de mange andre slesvig-holstenske og andre nordtyske destinationer, som man jo kan inkludere på sin ferie, f.eks. Lübeck, Kiel og delstaten Mecklenburg-Vorpommern.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Til toppen