På ski i Dolomitterne: Colfosco er et fund

Jeg har opdaget en italiensk skiperle – eller rettere: Mine venner har. De har stået på ski i og omkring Colfosco i 10 år, og endelig kom jeg med.

Til en masse pister med nyfalden sne og bunker af solskin, moderne gondoler og stolelifte, nemme og svære pister plus dem indimellem og det hele omgivet af den smukke, italienske bjergkæde Dolomitterne, Unesco verdensarv.

Vores lille by er en del af verdens største sammenhængende skiområde, Superski Dolomiti med 12 skibyer og 1200 km pister, faktisk mere end de fleste har brug for. Alta Badia kaldes Dolomitternes hjerte, og Colfosco by ligger 1645 meter over havet.

Det er en ubetinget fordel, når skisportsområder ligger højt, for det er naturligt nok mere snesikkert, jo højere op man kommer.

Perfekte forhold

Heromkring finder du 130 km skiløb, og mange af bjergene er omkring 3000 meter.

Det højeste på godt 3340 meter hedder Marmolada, som man faktisk godt kan stå på ski ned ad. Men det er for garvede løbere. Resten er stort set for alle, og i terrænet finder du flere legebaner for de mindste børn.

I den flade dal ligger skiskolen og flere skibørnehaver. Det havde netop sneet kraftigt i de seneste dage før vores ankomst. Når solen så vælger at være en permanent feature i netop den uge, ja, så kan man ikke være mere heldig i forhold til den længe ventede ferie på ski i Dolomitterne.

Skiområderne, især de østrigske, fik nogle ordentlige snefald sidst i januar, og det har formentlig sikret en rigtig god skisæson frem til sidst i april.

Sella Ronda – rundt om bjerget

Jeg havde gået og følt mig usikker på skibenene efter nogle år uden ski på. Heldigvis viste det sig at være uden grund. Der var stadig styr på skiene, støvlerne sad godt, pisterne var simpelthen perfekte den uge (startfebruar), og jeg susede, schwisj, schwisj, det bedste, jeg engang for længe siden havde lært. Vennerne førte an og viste mig stort set det hele.

Også Sella Ronda – en kendt skirute hele vejen omkring bjergmassivet Sella. Rundt omkring det ligger skisportssteder, og et af dem er lands- og skibyen Colfosco. Den ligger i Alta Badia, også kendt som Sydtyrol og Italiens nordligste provins.

Den grænser op til Schweiz og Østrig, som Sydtyrol engang hørte til. Indbyggerne taler italiensk og tysk, ca. 50/50, og mange kan også det oprindelige sprog, Ladina. ‘

Knödel og pasta

Her finder du alpine traditioner, østrigsk orden på tingene og italiensk livsnydelse i et herligt miks.

Gedigne guest houses, hoteller med og uden spa & wellness, skiudleje, butikker med skitøj og sportsudstyr, en hel del restauranter i den langstrakte lilleby, gemytlig afterski og fancy barer, en kirke, en gavebutik – og spaghetti på den rigtige italienske måde side om side med knödel og gullaschsuppe.

Oppe med skiene på finder du også masser af restauranter og refugier, som de fote kaldes her. Mange med liggestole så man rigtig kan dyrke livsnydelsen. Skiområdet var i det hele taget en fantastisk oplevelse, fordi det byder på så meget. I bymidten skal man blot klikke skiene på og suse et par hundrede meter ned til den første gondol – ski in, ski out ér genialt.

Herfra kan man tage op på de lokale pister, hvor man kan varme op og evt. blive, hvis man er rimelig ny på ski. Her er bare dejligt med fine pister og udsigtsrestaurant og terrasse højt oppe med (h)vid udsigt.

Uanede muligheder

Man kan også retur til første lokalgondol for at kaste sig ud i det kæmpestore område.

Herfra kan man køre i diverse retninger og f.eks. nå ned til de forskellige andre byer som f.eks. den større Corvara, La Villa, Arabba og San Crissiano. Tager man afsted rundt om det vanvittig smukke Sella Massiv på ”Ronda”, rammer man også Val Gardena og byen Selva, på tysk Wolkenstein.

Turen rundt kan snildt klares på fire-fem timer inklusive stop undervejs. De rigtig hurtige kan gøre det på tre. Men det siger nok sig selv, at man skal tage en del gondoler og stolelifter op for at komme op og rundt om bjerget, og her kan godt være kø. Jeg tror, at turen betød 14 lifter i alt.

Af de to ruter rundt er den grønne bedst, når man har Colfosco som udgangspunkt for ski i Dolomitterne.

Knap så kendt

Jeg havde frygtet, at det ville blive en smule udfordrende, men de fleste pister er ret nemme (blå, røde), og mange steder kan man vælge mellem to nedfarter: En rød/blå, ofte lange, flade stræk gennem skoven – eller altså det sorte alternativ. Ned til La Villa kan man komme ad Gran Risa, som er en kendt (og stejl) World Cup-piste.

Indrømmet, jeg valgte den nemmere udgave. Pisten Boé var en anden, men god udfordring. Colfosco er ikke så kendt som andre steder i Dolomitterne, f.eks. Canazei, Madonna di Campiglio og Cortina d’Ampezzo. Det er, måske især sidstnævnte, mere mondæne steder og utvivlsomt dyrere.

Så vidt jeg ved har ingen danske skirejsearrangører fået øje på Colfosco og de mange skimuligheder her, og det er ikke helt nemt at komme til. Man kan flyve til diverse lufthavne, f.eks. Verona og Milano, men der vil så være nogle (få) timers bustransport.

Tag toget

Jeg valgte den lange, men måske mere klimavenlige vej: Tog fra København til Innsbruck (med liggekupe), skift til Brunico/Bruneck og så med bus i ca. halvanden time. Jeg brugte lidt over et døgn med et ufrivilligt fire timers ophold i Hamborg, men især rejsen dertil var ellers behagelig nok.

Flymulighederne var den weekend ikke billigere end tog, som ikke i sig selv er så billigt, at det frister de fleste. Men da mange rejser op mod weekenden, og skiftedag på hotellerne er lørdag, er det måske alligevel et (klimavenligere) alternativ.