Jul i Tivoli skaber magi midt i København

Jul i Tivoli indgang

Jul i Tivoli er hjerternes fest, og den gamle have er smukt dekoreret med mere end en million lys.

Hvad skulle vi dog gøre uden julen? Den er trods alt et lyspunkt i vintermørket, og i Tivoli tændes der ikke mindre end én million lys hver dag, mens der er ”Jul i Tivoli”. Carstensens gamle have, der åbnede i 1843, er stærkt tilbage med årets tema: Hjerternes Fest, og du finder de røde hjerter mange steder.

Det er i år 27. gang, at Tivoli holder åbent i juletiden og altså begyndte at ændre på den gamle  tradition med, at forlystelsesparken kun var sommersæsonåben. Som Danmarks største turistattraktion var det et naturligt og godt skifte at lukke Tivoli op ved årets højtider og anledninger, som det siden er sket.  

Fra uhygge til julehygge

Kun 11 dage tog det at skifte kostume fra Halloween-uhygge til jul og tophygge. Det årlige julemarked begyndte d. 19. november med juletræstænding og nissehalløj, og det varer helt til og med 2. januar 2022 med alle forlystelser i gang.

Hjerte jul i tivoli
Foto: Tivoli.

Går alt som planlagt, så kører f.eks. rutsjebanen ikke mindre end 235.118 ture, mens der jules i 45 dage. Juletræet foran Koncertsalen er iført 235 kæder med 35.250 lyspunkter, og 1000 andre juletræer står rundt omkring i Tivoli, ligesom der bruges 10 tons gran. Publikum kan opleve nye lys- og snescenografier, bl.a. ved Tivolisøen – og tættere på Koncertsalen står det 12 meter høje træ, som blev tændt 19. november.

Ved søen står det højeste træ på 13 meter i frostklart og vinterhvidt lys, og der findes også en lystunnel som skabt til at være fotoramme for eksempelvis ivrige Instagrammere. Rundt i haven står desuden 16 forskellige tema-juletræer, alle pyntet med inspiration fra det sted, de står.

Juletræ  jul i tivoli 2021
Fuldt blus på 12 meter juletræ. Foto: Tivoli.

Hele Plæne-området og rundt omkring det er fyldt med julestemning og er forvandlet til en lille landsby med sin egen vindmølle. Her kan man købe alt fra gløgg og gaver af alle mulige slags til flæskestegssandwich, æbleskiver, honninghjerter og mange andre lækkerier. Ved hytterne står der rekvisitter som ski og slæder for at skabe et rigtigt vinterlook. Man kan håbe på sne i december for at gøre det mere autentisk.

Både for de små og de store

Fra 1. december bliver det igen muligt at opleve balletten Snedronningen bygget over H.C. Andersens eventyr, men nu med en række nye scener, scenografier, kostumer og musik. Alt sammen tilført af Oh Land (sanger og komponist Nanna Øland Fabricius), koreografen Yuri Possokhov og H.M. Dronning Margrethe.

Svingkarussellen og Hjertetræet i den gamle have. Foto: Tivoli.

Og fra 27.november spiller Eventyrteatret Det Magiske Bånd for de små, og det gør det frem til 19. december,. Allerede nu er der gensyn med Crazy Christmas Cabaret helt frem til 15. januar. Og så kan man jo også gå en tur i Nimb Bar i hele perioden. Samt meget mere.

Jul i Tivoli er foreløbig fritaget for Covid-19 restriktioner, og Tivoli er klar til at håndtere de udfordringer, der måtte komme i den henseende. Men mon ikke alle krydser fingre for, at Jul i Tivoli og dermed Hjeternes Fest kan gennemføres i år. Vi trænger til julehygge, samvær, lys og magi. Glædelig jul.

Snedronningen
Snedronningen opføres igen i og med H.M. dronningens scenografi. Foto: Per Morten Abrahamsen.H.M.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *