Modsætninger mødes i Cannes

Og det gør de især i maj, når der igen er en rigtig Cannes Filmfestival, nemlig fra 17. til 28. maj, og det er så 75. gang i år. Cannes og hele Côte d’Azur er fra naturens hånd forsynet med en scenografi, der nok kunne fortjene en flok gyldne palmer.

Middelhavet glimter i solen, fyldt med eksklusive yachts på størrelse med mindre færger, og filmstjerner og instruktører flokkes ved festivalpalæet og på Croisetten, den berømte strandpromenade.  Også på de mange fornemme hoteller som f.eks. The Carlton og The Martinez færdes filmverdenens stjerner og velhavere hjemmevant.

Men man behøver ikke være en kendis for at sidde og sole sig med de kendte, selv om det hjælper at have godt med penge på lommen. For her mødes modsætningerne, for der bor jo almindelige mennesker i Cannes.

Ideen om at etablere en filmfestival blev født i 1930’erne, men 2. verdenskrig kom i vejen. Straks efter krigen blev festivalen dog en realitet, og den første fandt sted i september 1946.

Nyd din egen version

Et helt almindeligt liv er måske nok en overdrivelse i en by, som ligger så smukt og er omgærdet af glamour, der tiltrækker velhavere og stjerner året rundt.

Men undgår man at arrivere i trængslen under Cannes Film Festival i maj, og måske også højsæsonen i juli og august, hvor der heller ikke er et værelse at opdrive, så kan man godt komme til at drive afslappet rundt både foran og bag facaderne.

Selv om en aura af penge og livsnydende luksus ligger i luften, kan man godt hoppe delvis med bølgen og nyde sin egen version af livet på første klasse.

Det gør lokalbefolkningen på godt 72.000 mennesker, som ikke bor på luksushoteller, og som går på det lokale marked for at købe fisk, frugt, kød og grøntsager og spiser mere hjemme end på de stjernebestrøede restauranter.

Munke og egen vin

Til gengæld skinner solen også på dem, og Middelhavet blinker indbydende til både turister og fastboende. Bjergene i baglandet gør ikke scenografien ringere. Byerne her på den franske sydkyst ligger så perfekt, at det må være med til at give livet en anden dimension. Det er der bestemt også på den lille ø Île St-Honorat halvanden kilometer ude i bugten.

Her er livet så fjernt fra livsstilen på Côte d’Azur, som man næsten kan tænke sig. På den mindste af Lerin-øerne er hverdagen fuldstændig anderledes, for her bor godt 25-30 cisterciensermunke i alle aldre og fra mange steder i verden. Der har været kirke og munkekloster i mange århundreder på øen, som tager imod turister.

Det gør naboøen Ile Sainte-Marguerite også. Her er skov og vinmarker, for munkene har i de seneste mange år produceret deres egen vin.

Nu ikke mindre end 40.000 flasker om året, men de begyndte først for 25 år siden at sælge dem til diverse lande. Munkene drikker den ikke selv, for den skal sælges, og pengene gives til velgørende formål. Men jeg kan bekræfte, at vinen smager fint.

En magnet

Det gør den så afgjort også på restaurant La Palme d’Or på Martinez Hotel, fra hvis terrasse jeg nyder både den fantastiske Middelhavsudsigt og nogle berusende glas kølig hvidvin. Det ér en oplevelse i sig selv at sidde her ved det smukt dækkede bord og blive ør af vin og varm sol i ansigtet.

Restauranten har haft to Michelin-stjerner i flere årtier, og maden smager (selvfølgelig) dejligt.  Hele oplevelsen er hyllet ind i elegance og afslappet luksus, superstilig betjening og kun let trafikstøj fra Croisetten. Man forstår godt, hvorfor Cannes og Rivieraen virker som en magnet på mange.

Turisme i mere end et århundrede

Byen begyndte at tiltrække velhavende turister fra især England og Rusland for langt over 100 år siden. Da den engelske baron Henry Brougham byggede sin smukke villa Eléonore Louise

i 1830’erne, fulgte mange englændere trop og tilbragte vintrene i det milde klima, og der blev bygget mange store huse. Jernbanen kom til i slutningen af 1800-tallet, og det forøgede interessen for Cannes og de andre byer på den smukke, sydfranske kyst.

Cannes blev også et tilløbsstykke om sommeren for alverdens kunstnere, f.eks. forfattere og malere som Picasso og norske Edvard Munch. Den senere kong Christian d. 10 blev i april 1898 gift med sin Alexandrine i byen, hvor der er en lille statue af ham tæt ved havnen. Den danske arkitekt Georg Tersling har bygget flere af hotellerne på kysten med de mange femstjernede hoteller og andre knap så dyre.

Gå opad i byen

En gåtur gennem Cannes kan starte ved turistkontoret i en af de knap så smukke bygninger, nemlig festivalpalæet ved havnen, Le Palais de Festival et des Congres, hvor der også er kasino. Videre går det langs havnen og forbi den kønne, gamle pavillon og loppemarkedet på torvet foran rådhuset, før vi går op ad de stejle gader i den gamle bydel, La Suquet.

De fleste af restauranterne i de gamle huse ser ret små ud, men hvis der overhovedet er plads i de smalle gader og gyder, er der sat to, tre borde med hvide duge på udenfor.

Mange steder er der trappetrin for at gøre det lidt nemmere at forcere ”bjerget”. På toppen ligger Musée de Castre, borgmuseet, og herfra kan man se det meste af Cannes. Bl.a.de flotte vægmalerier på husgavle og facader med motiver fra filmens verden.

Markeder og strandliv

Vel nede i centrum er det oplagt at gå på det fristende marked. Her vrimler det med de lokale, der køber friske fisk, kød, frugt, grøntsager, nødder, oliven og mange andre delikatesser. Så videre ned gennem shopping-gaden, Rue d’Antibes, og hen på Croisetten og stranden.

Her har nogle af de lokale golfklubber opsat pavilloner med mulighed for at slå et par sving, ligesom flere af hotellerne har indrettet egne områder med liggestole og parasoller reserveret til deres gæster. Snart er freden forbi, og alverdens stjerner flokkes igen i Cannes til filmfestival nr. 75. 

Læs også: Marseille er så okay