Tivoli-sæsonen starter med masser af potentiale, for det er påske med tusindvis af påskeliljer, duftende hyacintbede, påskeæg og påskefest med Rasmus Klump på Plænen.
Sommersæson 22 har 172 åbningsdage og rundes af d. 26. september. Men der sker meget mere resten af året., og gastronomi bliver et stærkt tema.
Jeg har en decideret ‘faible’ (svaghed) for vores gamle Tivoli fra 1843: Stadig ‘alive and kicking’ med nyt hvert år og en evne til at balancere det nye og det traditionelle.

Som altid har Tivoli et stort musikprogram klart. Det populære koncept Fredagsrock fejrer 25 års fødselsdag og byder på mange navne fra ind- og udland.
Lillefredag, som torsdag kaldes populært, kan man selvfølgelig også høre musik, ligesom faktisk de fleste aftener og i diverse genrer, bl.a. et stort klassiske musikprogram. Fra d. 16. juli og syv lørdage frem præsenteres Lørdagshits med kendte, danske sangere.
Her får vi én på nostalgien med gode gensyn og genhør. En anden ny idé er at låne fra det svenske “Alsang på Skansen” med Annette Heick som vært og med Tivolis Salon Orkester. Det hedder så “Syng med i Tivoli” og bliver første tirsdag i juni, juli, august og september.
Jubilæum, Tour de France-fest og gastro på højt plan

Op til Tour de France, der som bekendt starter i København d. 1. juli, er Tivoli klædt i gult. Men allerede fra 20. april og helt frem til 10. september rykker der Michelin pop-up restauranter ind i Det japanske Tårn. Tivoli har store ambitioner på gastroområdet med det mål, at Tivoli skal blive en international gastro-destination, hvor gæsterne kan opleve mad i verdensklasse.
Her kommer bl.a. den spanske mesterkok Paco Morales, islandsk gastronomi med tryllerier fra restaurant Dill og en af dansk gastronomis rising stars, nemlig vinderen af Michelinguidens Young Chef Award i år, Christoffer Sørensen fra restaurant STUDIO.
Vores allesammens dronning, H.M. Dronning Margrethe, kan i år fejre sit 50 års regeringsjubilæum, og det markeres naturligvis også flot i Tivoli d. 21. maj (og 22.).
Danske og udenlandske balletkorps deltager i en stor balletgalla i Tivolis Koncertsal, men søreme med live-transmission på Plænen. Dronningens balletkostumer, som hun har skabt gennem de sidste 20 år, bliver udstillet. Og H.C.Anderens “Svinedrengen”, som dronningen jo netop også har skabt kostumerne til, kan også opleves i år. Det sker på det nyrenoverede Pantomimeteatret.
Stor Food Festival og nyt minipas til de mindste børn
Om kort tid afholdes Tivoli Food Festival, nemlig fra 12. til 29. maj. Det er Tivolis egne restauratører og madaktører fra den meget sprudlende danske madscene, og det skal de mange turister, som formodentlig i år kommer fra ud- og indland, absolut nyde godt af.
Gastronomi på højt er blevet en af Danmarks store attraktioner, som folk decideret kommer rejsende for fra alle verdenshjørner, og det skal også være en Tivoli-attraktion.

En anden af de mange gode nyheder er det nye Turpas Mini. Det er selvfølgelig for de mindste, som ikke har brug for at kunne benytte de vildere forlystelser og derfor heller ikke betale for dem. Det er især Dyrekarrusellen, Veteranbilern og Kamelen, der appellerer til de små børn.
Der siges farvel til de kendte turbilletter. I stedet kan man købe enkeltbillet til f.eks. rutsjebanen via Tivolis APP. Jamen, rigtig god fornøjelse til sæson 2022, det nævnte her er blot en brøkdel af de mange forskellige events, der er på programmet.

One Reply to “Tivoli er åben med en forrygende sæson”